GLÆLDELIG JUL

Da Gud gik galt i almanakken

Et kalenderlys til troens modernister.

Vor kulturs tidsregning bygger på den mest fejrede barnefødsel i verden nemlig Jesus’s. Han blev født julenat i Bethlehem for 2011 år siden. I det Nye Testamente er det evangelisten Lukas der i kapitel 2.1 præcis tidsfæster denne skelsættende fødsel som en begivenhed i historisk tid: ”Men det skete i de dage, at der udgik en befaling fra Kejser Augustus at al verden skulle skrives i mandtal. Det var den første indskrivning, som skete, mens Kvirinius var landshøvding i Syrien.”

Ifølge de skriftkloges forskning i en nøjagtig datering af denne usædvanlige menneskeliggørelse af Gud skaber Lukas´s pæciserende oplysninger desværre uorden i kronologien. J. R. Porter - professor emeritus i teologi fra University of Exeter, England - skriver i sin bog: Biblens Verden at Kvirinius’s embedsperiode først startede i år 6 efter Kristi fødsel, under den romerske kejser Augustus’s styre, men 10 år efter Herodes den Stores død. Så der er kuk i det Gudgivne tidspunkt, der skulle angive det ”før” og det ”efter”, vi er så optaget af.

J.R. Porter mener at Lukas bruger et velkendt forfattertrick og tidsfæster begivenheden i historisk tid for at give sin fortælling et anstrøg af pålidelighed. Lukas’s ærinde er teologisk. I kapitel 3 bruger evangelisten samtidens folkelige opinion som profetisk drivkraft i sin historie, selv om han indledningsvis har indviet læseren i den guddommelige jomfrufødsels rette sammenhæng: ”Jesus var omkring tredive år da han begyndte. Og han var efter hvad man mente, søn af Josef, der var søn af Eli.”  (Luk.3.23) Selv om læseren er blevet informeret om at Jesus er blevet undfanget af Helligånden er det magtpåliggende for Lukas, gennem en tvivlsom vægtning af den almindelige mening, at føre Jesus uden om sin rigtige Far: Gud. Lukas har brug for papfaderen Josef som stamtræs-forbindelse til Det Gamle Testamentes berømte persongalleri over David, direkte tilbage til Adam, søn af Gud. Målet helliger midlet. Den gode hensigt lader sig forføre til at beskrive et usædvanligt, men usandt mønster for at få den nye teologi tilpasset en profetisk forbindelse til Det Gamle Testamente. Lukas bruger forudsigelsen i Mikas Bog om den nye Davids genkomst i Betlehem som et dramatisk plot om en forestående folketælling, der jager folk fra hus og hjem for at melde sig i sin slægtsby: ” Og alle gik hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Og fordi Josef var af Davids hus og slægt, drog han op fra Galilæa, fra byen Nazaret, til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem.”(Luk.2.3-5). Spådommen i Mikas Bog, tilskrevet Moreshet fra Jerusalem 700-t. f. Kr., får et plausibelt afsæt i Lukas-evangeliet gennem den verdslige historie om alverden der skulle skrives i mandtal. Dermed opfyldes en vigtige pointe for den nystartede kirke, at få Betlehem og David knyttet til Jesus af Nazareth. Den ny kirke overtog de profetiske forventninger til fremtiden, der var blevet udtryk i Det Gamle Testamente og gav dermed sig selv et legitimt afsæt i den gamle tradition til at grundlægge en ny verdensorden. Et så omfattende projekt som en folketælling til administrativt grundlag for skatteudskrivning ville have været optegnet i de romerske samtidskilder. Kravet om at møde op i sine forfædres hjemby for at blive registreret er der heller ikke nogen rationel romersk mening i, men må efter J. R. Porters mening tilskrives Lukas som teologisk motiv. Den teologiske kapital skal tilpasses.

Mattæus-evangeliet beretter også om fødslen af Jesusbarnet i Betlehem (Matt. 2. 1)og slægtsforholdet (Matt.1.1-17), men standser med sin ane-opremsning hos David. Mattæus er meget sporadisk i sin fødselsberetning, men gør bemærkelsesværdigt meget ud af Josefs moralske anfægtelser om sin trolovedes førægteskabelige svangerskab. I 8. vers skildres Josefs sjælekvaler indtil han i en drøm får en åbenbaring om sagens guddommelige sammenhæng og påtager sig sin rolle. Lukas har gjort Maria bebudelse til en matriarkalsk anfægtelseshistorie, hvor det sært nok er kvinden der egenrådigt påtager sig rollen som Herrens tjenerinde i et patriarkalsk styret samfund, der i slægtshistorien kun regner med mandlige linier(Luk.1.38). Både Mattæus og Lukas er enige om at undfangelsen er sket uden seksualakt men ved Guds sæddoner: Helligånden. De er også enige om at tidsfæste fødslen til Kong Herodes regeringsperiode, men ikke om forløbet.  Mattæus er den barske af de to evangelister. Hans fortælling er et psykologisk juledrama, der afsluttes kynisk og blodigt. Et fordækt spil opstår mellem de vise mænd fra Østerland og kong Herodes, da de opsøger ham på slottet i Jerusalem for at høre om den nyfødte konge, som en stjerne på himlen har fortalt dem om. Mattæus bringer her astrologien ind som et nyt tema i Det Nye Testamente. Kong Herodes er rædselsslagen over den nyfødte trussel mod hans magt og samler sine ypperstepræster og skriftkloge for at spørge dem, hvor denne nye konge skulle fødes: ”Og de sagde til ham: ”I Betlehem i Judæa, thi således er det skrevet af profeten…….” (Matt.2.5-6) En næsten ordret gengivelse af Mikas Bog 5.1. Dramaturgien er lidt søgt her. Hvorfor skal de vise mænd omkring Herodes for at finde barnet, når de har stjernen til at vise sig vej? (Matt.2.9-10) Måske et høflighedsbesøg eller også ankommer de til Jerusalem ved højlys dag, hvor stjernen ikke er synlig og tager det for givet at en nyfødt kongesøn må være født på Slottet. Hvor om alting er, så er det Herodes der oplyser de vise mænd om at barnet skal findes i Betlehem, der til gengæld får at vide hvornår stjernen viste sig første gang. Lidt mærkeligt at Herodes og hans ypperstepræster ikke selv har bemærket det lysende himmelfænomen i deres nærhed. Lusket som denne ondskabsfulde Herodes er, beder han de vise mænd komme tilbage og fortælle hvor barnet befinder sig i Betlehem, så han selv kan komme og tilbede det. Men ”vise” som mændene fra Østerland jo er, har de afluret Herodes’s skumle hensigter og vender ikke tilbage til slottet med oplysningerne. Heldigvis bliver Josef advaret i en drøm af en engel om Herodes’s onde hensigter, så den lille familie når at flygte til Ægypten og vender først tilbage da drengebarnemorderen er død. For at sikre sin magt befaler Herodes at alle drengebørn under to år i Betlehem og omegn skal slås ihjel. Et frygteligt juleblodbad, der opfylder profetien i Jeramias’ Bog fra Det Gamle Testamente. (Matt.2. 17-18) Problemet er bare at Herodes den Store dør år 4 før Kristus blev født. Mattæus’s forfatteråre er heller ikke sentimental i sin beskrivelse af fødestedet, men skriver bare om ”huset”, de vise mænd fra Østerland fandt Jesus i. (Matt.2.11)

Det religiøse genbrugs-fænomen kender vi også fra den yngste verdensreligion islam, hvis hellige bog hedder Koranen. Ærkeengelen Gabriel åbenbarede sig en nat for den mediterende 40årige Muhammed - år 610 efter Kristi fødsel - og skabte en direkte kontakt til Gud, der bad Muhammed om at grundlægge den nye monoteistiske tro: Islam. Alle de berømte personer fra Biblen som Adam og Eva, Abraham og Moses, genbruges i Koranen, selv Jesus får en reprise, dog ikke i den store hovedrolle, men lidt mere beskeden som profet.

Lukas’s romantiske og rørende fødselsmyte om en – stort set ubemærket guddommelig jomfrufødsel af en menneskegud i en stald, der kun lader sig åbenbare for jævne folk som fårehyrder, er en mytisk historie til brug for den nye kirkes selvforståelse. Af en Herrens engel – sikkert en seraf, der i englehierarkiet er det ypperste – bliver hyrderne gjort opmærksomme på at en ny konge er født og skal kendes på følgende værdighedstegn: ”I skal finde et barn svøbt og liggende i en krybbe.” (Luk.2.12). Igen et teologisk ledemotiv for evangelisten Lukas om de udstødtes herlighed. Herberget var ifølge historien fyldt op, men ingen af gæsterne bemærker postyret omkring dem. Selv ikke et overjordisk fænomen som en mangfoldig himmelsk hærskare, der lovpriser Gud og får egnens hyrder til at valfarte til stalden, er synligt for bedsteborgerne inden for murene. Kun folk i udkanten af samfundet får åbenbart noget at vide om underet. Selv om den lille familie bliver i herbergets stald nytåret over er hjerteløsheden blandt vært og gæsterne bemærkelsesværdig. Ingen i herberget forbarmer sig over den lille familie og giver dem et bedre logi. Den ottende dag omskæres Jesus, som det står befalet i Første Mosebog 17.12-13, og indgår dermed en rituel pagt med Gud og det jødiske samfund. Denne ceremonielle dag regnes åbenbart for mere vigtig end fødslen for det er Nytårsdag. Ved almindelig subtraktion i kalenderen bliver d. 25.december fødselsdatoen. Så vidt jeg kan læse i Lukas’s tekst bliver de i Herberget i mere end de otte dag.:” Da så deres renselsesdage i henhold til Mose lov var omme, bragte de ham op til Jerusalem for at fremstille ham for Herren.” (Luk.2.22) Ifølge 3. Mose Lov 12. 4 skal Maria holde sig hjemme i treogtredive dage før de kan drage til Jerusalem, der ligger ca. 5 kilometer fra Betlehem. Det må betyde at de har boet i Herbergets stald i over en måned, hvor det er lykkedes for de udstødte at holde den skelsættende begivenhed hemmelig. Historien om at være udsat og udstødt af det gode selskab tjener til forklaring af den nye kirkes fødsel og betydning. Det er kimen til forandring og nyskabelse. En skabelsesmyte af en helt ny verdensorden og ikke mindst menneskeopfattelse, der til forskel fra alle andre gudemyter ikke bare placeres i historisk tid, men gøres til den moderne verdens begyndelse.

Gad vide om Josef og Jesus var tømrer? Eller er det igen en mytisk opfindelse fra de to evangelister: Mattæus og Markus, der nævner et familiært håndværk med næsten enslydende sætninger omkring det nære slægtskab. Forskellen er den, at Markus i 6. 3 direkte skriver om Jesus’s profession: ”Er han ikke tømmermanden, søn af Maria etc.” Mattæus skriver at det er Josef der er tømrer i 13. 55 ” Er han ikke tømmermandens Søn.” Som lægmands-symboltyder læser jeg en underfundig skæbnens ironi i disse to evangelisters påstande om slægtens tømrevirksomhed. Familien har været kollaboratører og tjent til det daglige brød ved blandt andet at fremstille solide trækors for de romerske besættelsestropper. Jeg har set religiøse malerier i katolske kirker i Italien, hvor Jesus står og arbejder som ung lærling i sin fars tømmerværksted.  Solen skinner ind af det kors-sprossede vindue og rummet virker lyst og venligt. En skygge af vinduets korssprosse og Jesu krop falder sammen på gulvet, fyldt med høvlspåner, som et forudsigende tegn på Jesu skæbne.

Det er svært med den religion lige meget hvilken tro man nu bekender sig til. Religion er og bliver en trossag og er ikke baseret på viden. Alle de gamle guder fra de antikke religioner er stort set afvist som tankespind, skabt af en livlig menneskelig fantasi som symboler i en parallelverden til den menneskelige. Hvem tror i dag på Thor, Odin eller Zeus som andet end antikke fantasifostre? Ja, nogle gør åbenbart siden det er lykkedes at få den gamle nordiske asatro statsanerkendt som en religion med alt hvad det medfører af rituel kompetence.  Men det er trods alt de færreste danskere der forkaster kristendommen og søger tilbage til Asatroen. De fleste af os er døbt og konfirmeret i troen på Jesus, der aldrig selv nedskrev et ord til eftertiden, men efter de skriftlige overleveringer har levet på jorden i blandt os, udåndede på korset og genopstod fra de døde, Påskedag. Materialistisk knytter den kristne religion sig til den historiske reelle verden for at bevise den enestående guddommeliges forbindelse til mennesket. Der er ikke tale om engang for meget længe siden. Den kristne religion får dermed et beviseligt større potentiale end andre religioner, fordi den knytter myten an til en ganske bestemt historisk tid og implementerer underet en ganske bestemt Påskemorgen. Menneskesønnen havde besejret døden.

Det evidente religiøse spørgsmål er: Kan Gud tænkes uden mennesket?

Nej, Gud er en menneskelig opfindelse, men verden kan godt tænkes uden mennesket, for vi ved, at der eksisterede en verden før mennesket.

Da mennesket fik indsigt og forståelse for naturens gang og blev bonde, var det livsnødvendigt at vide noget om årstidernes skiften. Det nyttede jo ikke meget at så kornet i august og tro at man kunne høste det i december eller januar. I alt fald ikke i Europa. Man havde brug for at vide hvornår de optimale tidspunkter var inde til at dyrke jorden. Hvornår det var dvaletid og væksttid. Disse skæringstidspunkter for solens vending, som i norden blev til rituelle solhvervsfester, hvor solen har sin største (sommersolhverv) henholdsvis mindste middagshøjde (vintersolhverv), blev vigtige styringsredskaber for bondekulturen. Derfor tillagde man disse naturfænomener en livgivende religiøs betydning og forklarede dem i mytologiske gudetermer.

  For den gryende kristne kirke var der kun ét at gøre: Overtage disse solhvervsfester og gøre dem til sine. Derfor tilskrives Jesus’ fødselsdag vintersolhverv og Johannes Døberens fødselsdag sommersolhverv. Ifølge Den danske Encyklopædi var der en mindre forskydning mellem den nordiske jul, der begyndte natten mellem d. 13.-14.januar og Jesus’s fødselsdag d. 25. december som de kristne i Rom begyndte at fejre omkring 300 tallet. Den norske kong Håkon d. 1. Adalsteinfostre tillempede i 900 tallet den nordiske jul til den nye kristne mærkedag. Kejser Aurelian havde i 273 indført d.25.december som festdag for en orientalsk solgud: Sol Invictus (Den Uovervindelige Sol.) Festen blev godt nok indstiftet til minde om en krigssejr, men det er solen der fejres. I 274 gør Aurelian – hyldet som verdens genopretter, fordi han genskaber romerrigets enhed efter 40 års uro – den orientalske solgud til romersk rigsgud.

Helt banalt bærer disse to solhvervsfester deres modsætninger i sig. Omkring Sct. Hans overtager natten initiativet og begynder at vokse ind i lyset og afkorte dagens længde lige indtil Jul. Så er det dagens tur til at revanchere sig i mørkets erobring.

I kristendomsopfattelsen hører Johannes Døberen og Jesus Kristus sammen.  Profeten Johannes forbereder Kristi komme på jorden. Guddommeliggørelsen af at Gud lader sig føde som menneske bliver perfekt, når håbets lys tændes i en ussel, undseelig stald i den mørkeste tid, fjernt fra verdens bevågenhed, men lyt til teksten. Verden er ved at vågne til bevidsthed for den skrives i mandtal, godt nok som grundlag for skatteinddrivelser, men der tog de romerske myndigheder fejl af fremtiden. Fødselen – et undseligt kim, der kun bemærkes af de udstødte – bliver et mytisk symbol på en ledestjerne i mørket, der fører mod lyset. Selv i den mørkeste og mest fortvivlede stund er der håb. Lyset i det håbløse mørke forstærkes yderligere i det nytestamentlige påskebudskab: Den kristne kirkes absolutte højtid. Lidelsen, smerten og døden på korset står som et eksistentielt mørkt og afgrundsdybt hul, badet i modsætningens strålende lys og livets genkomst: Foråret. Igen en banal historie fra den sociale yderkant. En kriminel får eksekveret sin straf og bliver korsfæstet sammen med andre kriminelle. Borgerskabet håner og ydmyger den falske frelser på korset, der bare har det hele i munden, men ikke magter at frelse sig selv. Ikke nogen skelsættende begivenhed, der får det romerske imperium til at ryste på hånden og tage forholdsregler mod den kommende kristendomsbevægelse.  Kun de få udstødte og indviede er vidner til underet: Den tomme grav. Genopstandelsen: Foråret, hvor sæden skal i den mørke jord for at spire op og folde sig ud i lyset.  Dette overnaturlig under var der ikke mange vidner til. Men denne upåagtede sommerfugls usynlige vingeslag, der ikke afsatte sommerfuglestøv nok til en Dna-test for cirka 2000 år siden, ændrede gudebilledet fra den strenge og hævnende Gud til den kærlige Gud der altid tilgiver. Fra angst og bæven til kærlighedens guddommelige budskab, indsat i historisk tid. Godt han blev født julenat, så den moderne verden kunne tage sin begyndelse. God jul.

Jan Jensen billedkunstner og forfatter.