Billedkunstens elendighed – Jan Jensen

Billedkunstens elendighed

Billedkunstnerne har gennem de sidste 10 år mistet voldsom indflydelse i dansk kunstliv til kuratorer, kunsthistorikere, galleriejere og ikke mindst politikere. Dansk kunstliv har med denne magtovergivelse til teoretikerne udviklet sig fra pluralisme og diversitet til en konsensus-orienteret monokultur.

Lad mig i den forbindelse nævne Ingvar Cronhammers fødselsdagsfejring på 10 danske kunstmuseer. Det vil jeg ikke klandre Cronhammer for. Han bliver i mine øjne også et offer for en historieforfalsket kulturpolitisk strategi. Selvfølgelig skal man da fejre Cronhammer og hans imponerende synlige indsats i kulturbilledet, men at bruge 10 danske kunstmuseer til en ensidig proklameret eksponering af ”vor tids Thorvald Bertelsen” udvikler sig til et ødelæggende Carl Nielsen syndrom for andre – lige så vedkommende – billedkunstnere. Vinderen får det hele og resten af billedkunstlivet udsultes i mangel på anerkendelse og udfordringer.

Bjørn Nørgaard kunne nævnes som en lignende monokulturel dinosaur skabt af kunstteoretikerne. Enhver dansk provinsby, der gerne vil bryste sig af lidt kulturelt stjernestøv, har deres Bjørn Nørgaard.

Når man læser anmeldelser og omtaler af udstillinger i den danske verdenspresse tegner der sig efterhånden et tydeligt billede af, at det er kuratorerne, der i deres konceptuelle sammenskruede udstillingshoveder optræder som de skabende kunstnere, der bruger de udøvendes værker som deres personlige markedsførings-palet.

Kunsthal Charlottenborg, der tidligere var styret af billedkunstnerne, er et aktuelt og godt eksempel på min påstands gyldighed. Den nye professionelle direktør: Bo Nilsson har her i januar begået sit svendestykke: Danskjävlar – en svensk kærlighedserklæring. Efter et forventningsfuldt besøg på udstillingen må jeg give hans kærlighedserklæring dumpekarakter. Ingen overraskelser, nyopdagelser eller fantasifuld og overdådig præsentation af kærligheden til dansk identitet, som Bo Nilsson så multikulturelt udtrykker sig i katalogets introduktion til udstillingen. Med ulidelig lethed serveres et forudsigeligt genbrug af de såkaldte internationale navne som Tal R, Olafur Eliasson, John Kørner m.fl., der på denne udstilling lider af udsøgt metaltræthed. Men det mest uduelige glansnummer er præsentationen af værkerne i Charlottenborgs flotte udstillingsrum. Udstillingen er så asketisk og blodfattig, at selv en ikke særlig forvent vampyr ville få så alvorlige abstinenser i de lyse dagtimer, at den ville være i stand til at tage sin sarkofag på nakken for at skifte kapel. Det er kort sagt en meget død dødssejler, der ikke vil indfri de politiske forventninger om Statens udstillingsbygning som en publikumsmagnet. Så hellere de gamle sammenslutningers årlige udstillinger tilbage.

Den mediebårne kulturpresse har efterhånden udviklet sig til et ukritisk medløberi, der har sportificeret billedkunstkritikken til et internationalt, resultatorienteret omsætningsvæddeløb: Hvem opnår de højeste priser? Kunstkritikken og dermed kunstdebatten er stort set ophørt. Jeg har ikke læst én eneste kritisk anmeldelse af Tal. R.’s stort anlagte udstilling på Louisiana. Ingen gik til værkerne på værkernes såkaldte kolbojnik-præmisser (K.: Tal R.’s genbrug af det hebraiske ord for kollektivt kibutz-affald som undskyldning for hans trash-billeder). Medierne overgav sig til den multinationale kapitals besynderlige monetære højsang og iscenesættelse af den vestlige billedkunstverden med kunstmarkedsoligarken Charles Saatchi som den absolutte Mister Goldfinger.

Kunstmuseerne beklager sig over, at disse kunstens internationale domptører har gjort det økonomisk umuligt for museerne at opfylde deres bevaringsformål. Hvorfor lader museerne sig ensrette af disse internationale kunst-kasino-ejere i stedet for at vise selvstændighed og profilere sig forskelligartet i billedkunstjunglens store og alsidige fauna? Hvorfor skal jeg se Cronhammer, Tal R. og Bjørn Nørgaard på alle landets kunstmuseer? Det er i mit kunstneriske univers udtryk for fantasiløs fattigdom!