En knurvorren – Jan Jensen

Knurvorne bekendelser fra
en midaldrende gnavling

Offentliggjort 1. gang i tidsskriftet KUNST nr.5 & 6 år 2000.

Hvis jeg i dag var et ungt menneske, der skulle vælge en fremtidig levevej og gerne ville realisere mit personlige potentiale i en kunstnerisk karriere, ville jeg vælge den moderne kontaktskabende IT-teknologi som mit udtryksmiddel for ikke at ende blind og asocial i bistandshjælpens tilbudsmotiverende spændetrøje. En gammeldags uddannelse som billedkunstner, der – efter afsluttet uddannelse på et hæderkronet, gerne royalt akademi - afsondrer sig fra verden for at skabe unikke og enestående malerier og skulpturer i sit atelier, er en utidssvarende og romantisk anakronisme. Ophøjet i aristokratiske selvbedrag har den slags kunstartister ikke noget at sige om menneskenes levende virkelighed. Den unikke, originale billedkunst er ikke forenelig med de demokratiske ideer, der er bærende for vores samfundsopfattelse i dag. Unikaværker, der ikke er reproducerbare og billigt og hurtigt kan nå ud til forbrugerne, uden at miste sin originalitet, er udtryk for en elitær og arrogant tankegang. Den gammeldags billedkunstner har arvet sin tidligere arbejdsgivers verdensopfattelse og er blevet en enevældig skaber, der ikke finder det umagen værd at komme til folket, men ophøjet og centralt holder audiens i dertil indrettede hofrum som kaldes museer.

I et demokratisk samfund, der egentlig ikke har brug for gammeldags selvforherligende billedkunst – kunst for kunstens skyld – , er det bemærkelsesværdigt at de offentlig bevillinger rundhåndet tilgodeser en kunstfrembringelse, der hovmodigt hævder sin enestående ret til at være uforståelig og udemokratisk. Af og til rejser der sig også en folkelig røst over det misforhold. Men den folkevalgte magts arrogance ligger låg på den demokratiske debat og går i enevældens majestætiske fodspor for at få bygget sakrale museumsmonumenter, der skal tilfredsstille toppolitikerens personlige forfængelighed om at sætte sig et kulturelt fyrtårn for eftertiden. Desværre viser den moderne internationale avantgardekunst, der skulle være ledelyset for den menneskelige sejlads, ikke nogen steder hen.

Billedkunstens verden er - om nogen - blevet et selvforvaltende kulturreservat, der besynderligt nok evner at skabe politisk konsensus omkring et elitært kunstsyn ude af trit med de grundlovssikrede demokratiske spilleregler. Den helt ny isme: Nepotisme har ifølge Ekstra Bladets føljeton-afsløringer sidste forår fået lov til at sætte sig igennem i billedkunstens snævre verden. De visionære fremtidsplaner om at bygge store, dyre museumsreservater til beskyttelse af den nye avantgardekunst, der overhovedet ikke kommer befolkningen ved, er åndsaristokratisk snobberi. Århus Kunstmuseum har selvbevidst kastet sig ud i overbevisningens kunst om nødvendigheden af et helt nyt og tidssvarende kirkerum, der skal fremtidssikres for den kommende enestående billedkunst. Et besynderligt museumsprojekt: At skue ind i den avantgardistiske krystalkugle. Problemet er, at der ikke eksisterer en avantgardistisk billedkunst, der peger ud over sin egen tid. Det fordrer nemlig en idé om et mål i menneskehedens tjeneste. Dette kulturelle mål om idealet og skønhedens udvikling blev opgivet under den store europæiske krig, der globalt er udråbt som den 1.Verdens Krig, og udtrykte sig helt symbolsk i et samlende antikunstnerisk begreb: Dadaisme.

Brandts Klædefabrik i Odense har lige fået byrådets endelige godkendelse af en tilbygning, der skal udvide udstillingsarealet betragteligt. Vestsjællands Amt har hyret den verdensberømte arkitekt Henning Larsen til at tegne et helt nyt museum: Parnas i Sorø, der skal afhjælpe et akut pladsproblem for kunstsamlingen. Sorø Museum råder over mere end 2000 værker. De fleste står i magasinet, utilgængelig for publikum, hvor der heller ikke er optimale forhold til at opbevare kunsten forsvarligt for eftertiden. Den tidligere direktør Christian Gether – i dag direktør for Arken – tog helt ubeskeden æren for Sorø Museums nuværende pladsproblem i Ekstra Bladets kunstdyneløfteri sidste år. Det var ham der startede museets offensive tradition, inspireret af ”De Unge Vildes” anarkistiske billedsmørerier. I 80erne kastede Gether alle museale forsigtighedsprincipper over bord og købte voldsomt og ekspressivt ind af den unge vilde generationen. Alene af de to karriere-kometer: kunstprofessorer Claus Carstensen og Peter Bonde har museet – stadig ifølge Ekstra Bladet – 231 mesterværker. Det fordrer ikke den store kunstneriske indsigt at stille spørgsmål ved museumskvaliteten af så massivt et ungdomsopkøb. Indkøbsoffensiven er inspireret af Machiavelli’s Fyrsten omsat til nutidig strategisk kunstpolitik. Det er dygtigt gjort for det virker !

De museale kunstindkøb i dagens Danmark er – stort set – så aktuelle og friske, at de indfanges lige akkurat når de forlader kunstnernes konceptuelt forskruede enevoldshoveder. De artistiske nyskabelser når ikke at møde nogen form for forurenende folkeopinion før de kanoniseres til kulturelle vitaminbomber, samfundet – ifølge den nye stand af dygtige skræddere for folkestyrets kejserpolitiske koryfæhoveder - har brug for.

Den pædagogiske langtidsvirkning er, at de billedkunstneriske skønånder – før de forlader kunstakademiernes drivhuse - med det mest selvfølgelige hovmod gør krav på kunstmuseernes bevågenhed. Ikke noget med – ydmygt og gammeldags - at stå i lære eller komme ud at tjene sit “kald”, for, gennem et langt og arbejdsomt kunstnerliv, at gøre sig uegennyttigt fortjent til en beskeden stjernestatus som billedkunstnerisk kulturbærer. Billedkunsten har fået en kraftig foryngelseskur i musernes nye og tidssvarende staldsystemer. Som åndelig føde fremtræder den symbolsk for tidens kvalitative fastfood-krav: Frisk, nykærnet, datomærket og kaloriefattig. Jagten på ungdom er blevet det futuristisk kultursymbol på forandringens og fornyelsens dynamiske væsen. I dag handler det om en særlig modernistisk anakronisme, hvor ægget lægger afstand til hønen af forblommet berøringsangst ! Ingen gider at ruge mere. Det er set før og tager alt for lang tid.

Man skulle jo ellers tro at en museumsværdi havde noget med værkets kunstneriske historieopfattelse at gøre. At værket gennem en tålmodig og tidslang vurdering havde vist sig klassisk værdigt til en slags memorial pensionsplads, der kulturelt og historisk skulle være til glæde og opbyggelig oplysning for kommende generationer.

Sådan er det ikke mere. Kunsthistorien er i gammeldags forstand blevet historieløs. Den fortællende tradition, hvor mennesket sættes i centrum, er gammeldags og henvist til museernes magasiner i kældrene. Tendensen i kunstens manglende historieopfattelse er en løsrivelsesproces fra et samfundskronologisk tilhørsforhold, der frasiger sig sit humanistiske ansvar. Kunsten vil ikke vide af det omgivende samfund, men være en evig ungdommelig frontløber i stormende selvforelskelse. Den såkaldte frie kunstudfoldelse er blevet så fri for mening og kollektiv, indsigtsfuld forståelse, at den forbliver uforståelig og narcissistisk væren sig selv nok. Der er ingen forbindelse mellem den demokratiske levede virkelighed og den kunstneriske udførte enevælde. For overhovedet at fornemme kunstens skizofrene udtryk kræves en særlig “kulturformidlende” prælatuddannelse i sort snakkesalig tungetale.

Meningen er nemlig ikke en kunstnerisk formidling af en sublim og indsigtsfuld oplevelse, der kommer publikum i møde for at gøre den fælles tilværelse rigere for os alle, men det modsatte: At vælge sig selv som et helt personligt og elitært kunstprojekt. Det helt store nummer i den museale kunst-maskarade er, at det er offentlige midler, der bruges til at gennemføre et spil ingen forstår. Kunstens kyndige stridsmænd påstår, at den kunstneriske kvalitet er hævet over de demokratiske spilleregler. Den almindelige pøbel har ingen forudsætninger for at tale med om kunstens hellige gral. Statens kunstfonds udsmykningsudvalg er et godt eksempel på de sammensvornes diktatur. De skal overhovedet ikke lytte til skatteborgernes ønsker om kunstnerisk medbestemmelse, men olympisk dikterer den kunstneriske løsning for enhver lokalitet, der ønsker lidt økonomisk bistand fra deres egen fond. Enevældsinstitutionen burde døbes om til Statens Kunst-front.

Kunstpolitisk har man givet den intrigante nepotisme lovlige, gode kort på hænderne. Det er ikke nødvendigt at føre en dialog, som vi i mange andre af vores fælles forhold mener er nødvendig for udviklingen af samfundet. Den personlige kunstiscenesættelse har sat sig udenfor den demokratiske dagsorden, fordi den, som et appendiks fra den enevældige hersker den engang betjente, nu kun vil tjene sig selv.

Det er en myte at kunstneriske værdifulde værker ikke kan skabes ud fra demokratiske forhandlingsprincipper om udbud og efterspørgsel. Musik- og filmbranchen er gode eksempler på den demokratiske dialog med publikum. I dag testes en film ofte for et større indbudt publikum før den sendes på markedet. Som den enevældige hersker før havde magt over sine kunstnere og brugte dem flittigt som billedmæssig legitimering af magtens guddommelighed, har publikum nu fået magt over den kunst – film og musik – der virkelig rykker. Det finkulturelle billedkunstapperat får sært nok lov til at svigte sin samfundsopgave og syner dermed hen i indadvendt omkostningskrævende bulimi. En tidligere rektor for Fyns Kunstakademi: Jes Fomsgaard udtalte til Fyens Stiftstidende for et par år siden, at af en årgang på 25 billedkunststuderende, der udgår fra akademiet, bliver højest 4-6 billedkunstnere. Hvilket spil af samfundsresourcer. Billedkunstuddannelsen hører til en af de dyreste i samfundet. 900.000 kroner koster det at uddanne en billedkunster på Det Kgl. Danske Kunstakademi i 6 år. Til sammenligning koster det samfundet 448.000 kroner i 6,5 år at uddanne en læge. Mon samfundet ville acceptere at af en årgang af færdiguddannede læger er det kun 4-6 af dem, der kan bruge deres uddannelse i samfundets tjeneste?

I dag er der ingen synlig kvalitetsforskel på aftenskolekunst og akademikunst. Den væsentligste forskel ligger i forklaringsmetoden på værkets fravær. Der kan dilettanterne fra de mange aftenskolekurser ikke hamle op med de akademistuderendes veltrænede argumentation ud i lingvistisk skolastik. Akademierne stiller ikke mere krav om håndværk og indhold til værkfrembringelsen. Den akademiske skoling er entydigt rettet mod en iscenesættelse af kunstnerrollen som det egentlig asociale værk.

Dødsdommen over det unikke kunstværk – maleri og skulptur - er forkyndt mange gange før. I det 20.århundrede har den intellektuelle kritiske fugl Føniks med passende mellemrum svunget sig op over den klassiske europæiske billedkunstfrembringelse for at styrte den i grus, så en helt ny slags kunst kunne opstå af asken. Historiefortællingen er død. Der kan ikke siges noget nyt mere. Alt er afprøvet. Naturalisme. Abstraktion. Idealisme. Nihilisme.

Men argumenterne om at det gammeldags kunstværk er udtømt for muligheder, er fejlagtig. For det drejer sig ikke om at opfinde et nyt abstrakt fantasia, der ingen steder fører hen. Den helt banale historie om den menneskelige tilværelse har ikke ændret sig. Følelsesmæssigt og eksistentielt befinder vi os i det samme rum som mennesket altid har befundet sig i. Forskellen er bare den, at historien, myten er det der er tilbage af det levede liv. Vi lever her og nu og har ansvaret for at holde historiens ild ved lige så vi selv kan skabe nogle mytiske forbrændingsslagger af vores liv, der vil stå tilbage som en fortællende varde om vores drømme og levede liv med hinanden. Derfor skal vi ikke som billedkunsten, flygte fra vores lokale levede menneskeliv, men vedkende os nærheden, så vi kan brænde os på eksistensen med hinanden som noget stort og sanseligt. Vi kan ikke nøjes med at afsige dødsdommen over vore forældres historiefortællinger som noget utroværdigt og gammeldags, der ikke bør efterstræbes , for vi er også førstegangsoplevende lige som de var førstegangsoplevende. Jeg vil mærke kærligheden på min egen krop, drikke af vinen, føle smertens fortærende ild. Det er os levende, der intenst mærker livsfaren og har ansvaret. De andre er døde og kan ikke svare for sig. Vi har fået chancen for at udtrykke os og dermed tilføje en lille tynd årring til menneskets stamtræ. Vi udgør ikke noget træ i os selv, selv om vi i forblændelse af egne globale evner og storhed føler os udvalgte til at gro ind i himlen. Oplevelsen af en solopgang bliver jo ikke mindre fantastisk fordi den er så banal og almindelig tilgængelig. Den store kunst er stadig, at skildre den nære henrykkelse og beruselse vi sanser ved den forunderlige kendsgerning, at vi nu engang er sat ind i verden og har fået overladt ansvaret som det vækstved, der omslutter alt det der lå forud. Gennem mine egne erfaringer begynder jeg at forstå mine forældres efterladte historier og bliver i stand til at sætte ord og billeder på mine egne oplevelser. Det er kunsten og kunstens store meningsfulde historiefortælling at vedkende sig sit fundamentale emne: Den menneskelige eksistens båret af dets enestående evne til indføling.

Den klassiske billedkunst afslører selv sin indre dødskamp som kulturbærer. Værket er stort set opgivet som meningsfuldt. Det eneste der er tilbage er identitetens kunst som billedkunstnerisk individuel signatur. Manzonis lortedåser er et godt eksempel på absurditetens grænseland og endelige forsvinden i en tåget billedkunstopfattelse. Ideen om det personligt uforanderlige i værket har ikke bare sendt dåselorten på museum, men da kunstneren er død og ikke kan skide mere, er priserne på disse enestående værker feset i vejret på de internationale kunstauktioner. 300.000 kroner for en original signeret Manzoni-lort er da en kæmpe grinagtig fis i en hornlygte. Glen Miller er også død. Hans flotte musik kan jeg købe på tilbud for 25kroner pr. CD. Millers musik er stadig reproducerbar uden at miste sin originalitet.

Vi er så optaget af identitet og personlighed fordi de demokratiske spilleregler gør os alle lige almindelige. Groft sagt ved vi ikke hvem vi arbejder for. Jeg ved ikke hvem der ejer min ejendom. På Internettet kan jeg vælge en hvilken som helst identitet. Der er frit valg for den enkelte på alle hylder, men den enkelte forsvinder helt demokratisk i mængden. Du er lige meget.

Sandheden er den, at identitet er et gammeldags konservativt begreb. Begrebet identitet har ingen anvendelse i en moderne grænseoverskridende zapperkultur, der kræver omstilling og vilje til forandring. Derfor snakker vi så meget om det vi har mistet.

Hvad betyder identitet egentlig?

Objektivt kan identitet udtrykkes som de særlige kendetegn og egenskaber, der gør det muligt at skelne – og orientere sig i en tilsyneladende ens verden. Subjektivt opleves det som den bevidste kerne, der udgør ens unikke, uforanderlige jeg i almindelighedens flok. Denne søgen – og registrering af specifikke koder, kendetegner især den vest-europæiske tankegang. Jeget – egoet – den personlige udfoldelse, udviklede sin legitimitet i renæssancens humanistiske idealiseringer, hvor mennesket træder i Guds sted. Renæssancens humanisme var ikke udtryk for en demokratisk opfattelse af, at alle er lige. Mennesket fik grundlæggende muligheder for at udfolde sig og ændre på tingenes tilstand. Det skabende menneske blev sin egen lykkes smed i en dynamisk verdensopfattelse.

Denne synsvinkel skabte et foranderligt samfund. Eksempelvis blev kunstnernes status ændret fra gemene håndværkere, hvis hænder var ført af Gud, til unikke genier, der kunne skabe vidunderlige værker ligesom Gud. Disse genier fik deres egen guddommelige identitet ved signaturen af værket. Kunstværkets identitet var ikke mere – kun – forankret i dét det forestillede, men blev også en identitet for geniet. Det sammensatte udtryk: Kunst og værk fører netop objektet tilbage til subjektet. I vores kulturkreds er det meget vigtigt at vide, om det nu også kan bevises at det er en ægte Rembrandt vi står over for.

Igennem længere tid har en selvbestaltet ekspertgruppe fra Holland rejst rundt til alle verdens museer for at kigge deres ægte Rembrandt-billeder efter i sømmene. Flere Museer har fået fradømt Rembrandt-signaturen og billederne er faldet i unåde både kulturelt og pekuniært. Sandheden er jo, at malerierne ikke har ændret sig og pludselig fremtræder som falsknerier. Der er kun sat et sandsynligt spørgsmålstegn ved maleriets ophavsmand, men værket er blevet frataget den mytiske ”kristusmagi” der følger med kunstnernavnet van Rijn Rembrandt.

Et falskneri er en bevidst asocial handling mod bedreviden for egen vindings skyld. Eks-Rembrandterne er ikke falsknerier. De fremtræder på akkurat samme måde som før og har kun undergået en psykologiske forandring: Målt med ekspertsansynlighed kan de ikke tilskrives én ganske bestemt historisk person og bliver i identitetssøgningen af kunstnernavnet mindre værdifulde.

Ordet geni kommer af det latinske genius, der betyder ånd.Geni bruges som betegnelse for de udvalgte, der er beåndet med den højeste, skabende begavelse.

Den græsk-ortodokse verdensopfattelse kom til at stå som en modsætning til vestens dynamiske erobringsfilosofi. Igen kan vi tage afsæt i samfundets billedliggørelse af sig selv.. Kunstneren som skabergeni eksisterer slet ikke i den græsk-ortodokse verden. Skabelsen af billedet er en elementær udfoldelse, der har et klart sigte som symbolsk, samlende brugsgenstand. Billedudfoldelsen er knyttet til religionen og har en stram ikonografi, hvor enhver fornyelse eller ændring vil være en hovmodig fornærmelse mod Gud. Ikon-håndværkeren er Guds værktøj. Hvis billedet bliver særligt vellykket, er det ikke kunstnerens skyld, men Guds vilje.

I dag taler vi så meget om identitet, fordi fænomenet biologisk set er forsvundet, som en social størrelse. Vores almindelige arbejdssituation er rettet mod et anonymt og dermed abstrakt marked. På det personlige plan er det ikke nok, at du er fysisk til stede. Din sande identitet bevises først når du kan henvise til den samfundsbestemte talkode: Dit personnummer. Kan man forestille sig, at man som et personligt ansvarligt individ kan opsige sit personnummer, som et andet abonnementsnummer? Nej vel! Hvis du ikke har et personnummer så eksisterer du heller ikke. Samfundet kan fornægte din eksistens selv om du eksisterer.

Menneskets kunstneriske skaberevne har i de sidste par år givet diskussionen om den personlige og unikke identitet et helt nyt indhold. I Danmark er kloning en realitet, som vi skal forholde os til. Opfindelsen er et grænsenedbrydende og genialt forædlingsredskab, der ikke kun vil få betydning for den animalske landbrugsproduktion.

Kloning vil sige, at man rent teknisk bliver i stand til at “efterabe” individer, der - genetiske - er nøjagtig ens. I tegneseriens sciencefictionsprog kaldes de for replikanter. Det tilfældige møde mellem æg- og sædcelle, med deres unikke sammenføring af forskellig arvemasse, bliver ren middelalder.

Videnskaben får et præcist biologisk styringsværktøj, der vil få en banebrydende betydning i fremtiden. Om vi kan lide det eller ej er uden betydning. Forskningsmiljøerne har indbygget så meget konkurrence og inerti i at komme først til fadet i en kommerciel udnyttelse, at den nok skal finde vej gennem lovgivningens bagstræberiske forbudsjungel. Vi står på tærskelen til at kunne kopiere den nøjagtige biologiske identitet af geniet! Forældlingen af den menneskelige race har endelig nået et hygiejnisk højdepunkt. Genierne kan gå i evig arv fra generation til generation. Fremtidens Mozart, Einstein, Michelangelo, Andersen, Presley, Utzon og Picasso skal klones som bevaringsværdige og mangfoldiggøres som højdepunkter for menneskeheden. Vigtige opdagelser, geniale opfindelser og uerstattelige, ufuldendte kunstværker skal ikke mere gå støvets vej med den naturlige død. Menneskehedens genius vil med den nye biologiske landvinding overvinde sin sjældenhed og gennem koncentrationen af genier blive helt almindelig så alle de globale eksistentielle problemer, der tårner sig op som truende skyer i fremtiden, kan blive løst. Endelig er vi på vej til at blive frigjorte!

Spørgsmålene melder sig så: Vil klon-Mozart mon finde sig i samfundets investerede forventninger til en enestående musikskabende, genetisk føljeton ?

Eller vil han påberåbe sig sit frie valg og flygte ind i almindelighedens anonymitet for at slippe ud af forventningernes gældsfængsel ?

Hvad mon styrer vores adfærd ?

Arvmassen eller det sociale miljøs forventninger ?

Den unikke og originale billedkunst er, som tidligere postuleret, ikke forenelig med de demokratiske ideer, men udtryk for en elitær og aristokratisk tankegang. Demokrati er ikke anvendelig for den skabende kunstners store ego, der absolut vil skabe unikke, originale værker. Men tilgangen til de klassiske materialer: Ler, , farver, flader, træ, etc. er demokratisk og opnåelig for selv det fattigste menneske her på jorden. Materialet er nemt og billigt at gå til. Det kræver ikke umiddelbart nogle forudsætninger for at lade sig forme eller udsmykke med mindre man opstiller nogle særlige æstetiske regler og lovmæssigheder for den billedkunstneriske udfoldelse. En troværdig og overbevisende gengivelse af centralperspektivet i form og farver kræver en indsigt og håndværksmæssig kunnen, der gør det muligt at diskutere et begreb som kunstnerisk kvalitet. Hvem er bedst til at skabe landskabsillusionen. Kvalitetsdiskussionen bliver afgrænset af nogle formelle krav til værket.

I vores forbrugsverden er et håndlavet kunstværk forholdsvis dyrt at anskaffe sig. Som varebegreb i et masseproducerende samfund er det unikke kunstværk en latterlig aristokratisk hån mod de merkantile borgerrettigheder. Fri og lige tilgang til alle former for varer, information og kunstneriske udfoldelser. Originalt, alene og isoleret taler det enestående værk til den særling der ser det som en stilskabende livsopgave at sætte sig ud over de almindelige normer og med kunstværket og kunstneren som dyre betalte alliancepartnere hævde sin ret til at være en finkulturel særling, der tør sætte sig ud over B &O’s eksklusive, men alment tilgængelige kvalitetsdesign. Alliancen mellem kunstsamleren og kunstneren bliver perfekt og uangribelig fordi de isolerer sig i en symbiose af åndsaristokratisk uforståelighed. Forlagsdirektør Jarl Borgen, der vel må betegnes som ordets forretningstænkende formynder, fremviste for nylig i TV sin samling af moderne danske parnas-malerier og forklarede sin indkøbspolitiske samlerpassion i så uforståelige vendinger at han fremstår som et godt eksempel på min påstand om den moderne symbiose mellem kunstmæcen og kunstner. Kunsteksperten: Bankmanden John Hunnov, der blandt andet var så pekuniær forudseende at investere i Manzonis dåselort før auktionspriserne eksploderede, er et andet godt eksempel på den finkulturelle aristokrat-luskende alliance.

De moderne demokratiske kunstgenre er film og musik. Det er der den betydningsfulde kunstpåvirkning udfolder sig. Gennem den tekniske industrielle udvikling kan værket mangfoldiggøres uden at forringe udtrykket. Det interessante er, at apparaturet til indspilning og mangfoldiggørelse af værket er dyrt, men det færdige produkt er i kraft af antal og mængde billigt. Man kan sige at fremstillingen af de teknologiske værktøjer er omkostningskrævende ikke bare økonomisk, men også som en stor social investering i netværk af specialister, der ikke ved hvad deres produkt bruges til. Allerede i den kendsgerning ligger der nogle demokratiske forudsætninger, fordi en indspilning af en film eller en CD kræver en stram social iscenesættelse af en gruppe mennesker, der er eksperter på hver sit område. Økonomi, studie, filmhold, skuespillere, markedsføring og distribution. Udgifterne til produktionen af en roman, eksempelvis Karen Blixens: Babettes Gæstebud eller Tom Kristensens: Hærværk var såre beskedne sammenlignet med filmatiseringen af deres litterære værker.

Er værkets kvalitet så blevet hævet ved en dyr filmindspilning ?

Demokratisk betragtet er svaret ja. Film er i sin oprindelige præsentation en social forestilling. Selv om biografen mørkelægges er publikum fælles omkring filmoplevelsen. De ler og græder sammen. Det vil være umuligt at vise en film udenfor i solskinsvejr. Mørkelægningen holder andre påvirkninger ude og forstærker illusionen. Gennem en dyr og kostbar teknik kan filmen kopieres og bliver dermed lettere tilgængelig for et større publikum, der i deres travle hverdag ikke kan tillade sig den luksus at isolere sig i bogen. Filmen kaldes også for den fattige mands kunst. En tur i biografen har altid været billigere end prisen på en bog. I bogen fylder det hvide papir mest og bliver dermed tavshedens medie, der giver plads til personlig fordybelse og refleksion. Bogen er man alene om og søger gerne i isolation for at læse. Film henvender sig direkte. Let tilgængelig kan den fordøjes og nås af alle i et koncentreret tidsforløb på et par timer. Bogen er besværlig og krævende. Selv en toptunet læser vil ikke være i stand til at læse en roman som Hærværk (439 sider) på den tid filmen skal bruge for at oprulle samme historie. Problemet er ikke, at romanen rummer flere informationer end filmen. Tvært imod. Opregnet i bitsinformationer vil romanen komme til kort. I filmen er der flere og langt mere præcise informationer end i romanen. Filmen er tættere på virkeligheden og kræver ikke et tillært abstrakt beskrivelsesapperat som læseren skal være i stand til at afkode for at få del i historiens litterære univers. Derfor kan bogen godt være en stor – ja større æstetisk oplevelse end filmen – at fordybe sig i for en udvalgt litterær elite, der er i stand til at skabe deres egne billeder ind i hovedet. Men det er filmen der har gjort den klassiske litteratur til alle mands eje. Johan Guttenbergs opfindelse af bogtrykkerkunsten i 1455 er i sig selv starten til den epokegørende billiggørelse og demokratisering af værket, som vi oplever kulminationen af med den revolutionerende IT-teknologi. Bogtrykkeropfindelsen medførte på længere sigt et stort folkeligt dannelsesprogram, hvor det blev et almindeligt krav at lære skrive- og læsekunstens færdigheder. Færdigheder der før havde været forbeholdt en snæver international latinsproget elite. Men filmen overstråler bogen. Den stiller umiddelbart ingen krav, men henvender sig direkte til sanserne. Filmen er udviklet af demokratiet som almen tilgængelig kunstart for de store fælles genfortællinger om menneskelivet på godt og ondt.

I dag er alle hjem udstyret med billedmaskiner og koncertsale til afspilning af internationale kunstneriske frembringelser af høj kvalitet ,der før var forbeholdt en snæver enevældig elite. Det er virkeligheden. For et beskeden antal kroner kan jeg vælge og vrage som en anden Joakim von And mellem de fornemmeste indspilninger af film og musik i hele verden. Min koncertsal kan jeg tage med ud i skoven og høre en enestående musikalsk udfoldelse. Internettets udbredelse med de hurtige bredbåndsnet vil berige mig med en endnu mere vidtgående tilgang til vor tids store kunstoplevelser. De største epokeskabende kunstnere inden for film og musik er på grund af den demokratiske tilgang og udbredelse også blevet lukrative guldgrubber.

Hvorfor bliver jeg så ved med at male utidssvarende aristokratiske malerier i en verden, der ifølge mit eget udsagn ikke har brug for den slags kunstfærdige frembringelser ?

Åh, jo ! Jeg kan så godt li’ det ! I min lille osteklokke af enevældigt amatør-tyranni lykkes det mig af og til at frembringe et resultat, der bringer mig stor glæde og tilfredshed. Egentligt er det bedre end sex, for den seksuelle nydelse er så kortvarig og sulten melder sig heldigvis snart igen. Når det ved gammeldags koncentreret arbejde lykkes mig at frembringe et flerstemmigt skilderi, så varer glæden og opstemtheden ved. Jeg får bragt orden i min kaotiske tilværelse af tvivl og utilstrækkelighed. Vidunderligt tilfreds med min egen skaberlykke vokser jeg til en fandens karl, der i al jantelovlig beskedenhed udgør en original forskel i denne standardiserede demokratiske verden.JJ foran udsmykningen til VUC Glamsbjerg.