Sporstoffets Foranderlighed – Jan Jensen

Sporstoffets foranderlighed

1. gang trykt i tidsksriftet KUNST nr. 3 1998.

Hvad skal vi med kunst? På et publikum der søger den kunstneriske oplevelse og mening i katarsis – renselse af sjælen - virker den moderne billedkunst depraverende tom og desillusioneret. Alment uforståeligt bliver en udvalgt elite af billedkunstnere fejret og hædret af et bedrevidende institutionsparnas, der hylder disse ”seere” for deres enestående evne til at udvikle provokationen som et socialt eksperiment. Er billedkunsten, som vi møder den på de førende udstillingssteder, da provokerende?

Nej! Den er irriterende, trættende og tidsrøvende og udtrykker ikke andet end dyb foragt for det publikum, der gennem skatter og afgifter er dumme nok til at finansiere dette hovmod.

Sagen er, at det billedkunstneriske projekt er blevet devalueret til et hjerteløs alter ego.

Kunstens eksistentielle problemer kan også anskues fra et helt andet perspektiv. Samfundet har ikke brug for billedkunsten mere. Kunsten har udspillet sin samfundsrolle og er deporteret til isolerede institutionsrefugier som akademier og museer for at dø ud i stilhed. Den videre forvaltning er overladt til selvbestaltede, autonome bedemænd, der holder sig i live ved at balsamere kunstens død.

Infantilt prøver kunstnerne at gøre opmærksom på samfundets totale omsorgssvigt ved stædigt og vedholdende at skide, pisse og prutte i kulturinstitutionernes senge, men det hjælper ikke for der lyder bare et: Nej hvor interessant! Så sætter de ild på, årelader sig, spiser regnorme eller tager det helt store erhvervskørekort til farlige trehjulede kunstcykler, der i deres barnlige kravlegårdsunivers kan gennembryde den kulturelle lydmur.

Hvorfor samfundet bliver ved med at udbygge og skyde penge i akademiernes billedkunstuddannelser er mig efterhånden en gåde. Der er ingen brug for dem! Reklamen har for længst overtaget billedkunstens historiske funktion.

Er der slet ingen fremtid for billedkunst? Skal vi bare lukke og slukke alle billedkulturens gamle uddannelses- og udstillingsinstitutioner i erkendelse af den selvbestaltede kunst-elites overflødighed?

Jo, det ville være en grænsenedbrydende idé., men der må ske en radikal holdningsændring, der kun kan gennemføres politisk ved at stille specifikke krav om kunstneriske opgaveløsninger! Den højt besungne kunstneriske frihed har kun ført til fundamentalistisk nihilisme. Samfundet har brug for en billedkunst, der vil i dialog og forholde sig til den store sociale fortælling. Men vel og mærke en billedkunst, der går i fællesskabets tjeneste og ikke lader sig købe af multinationale selskaber, hvor fusionabel profitmaksimering er den skinhellige grundlov, der giver dækning for rationelle undvigemanøvre som dumpning af loyale og godtroende medarbejdere. Kapitalen er og bliver troløs!

Det kræver en billedkunst, der i et klart og tydeligt symbolsprog delagtiggør sig i de menneskelige drømme og visioner. Billedkunsten skal ikke mere stå udenfor, men tage ansvar og deltage aktivt og dialektisk i samfundsudviklingen.

Jeg vil her tillade mig at indføre et socialt kunstnerisk pejlings-begreb: Fællesskabelse, hvor det drejer sig om at se og udvikle billedkunsten i en større sags tjeneste og ikke bare acceptere den såkaldte udvikling som en naturlov. Det kræver at vi alle tør stille spørgsmål - også til kunsten - og ikke overlader analyserne af samfundsudviklingen til fagfolk og eksperter, der har haft en fantastisk evne til at overeksponere og markedsføre deres egen betydning. Eksempelvis som bedrevidende, fag-idiotiske kunst- og kulturformidlere. Vi må selv være i stand til at forstå og udvikle den multi-kultur vi lever i! Hvis vi ikke får indflydelse bliver vi rod- og troløse marionetter, og lader os manipulere til eskapisme af de multinationale drømmefabrikkers surrogater.

Den liberale konkurrence, som social-dynamisk katalysator for vores samfundsudvikling, har med en omskrivning af den gamle LO-boss Thomas Nielsens ord: Sejret ad helved til! Menneskets vilje til at realisere sig selv og fokusere på sine egne potente muligheder adler ikke, men bliver til gold, overfladisk overeksponering af individet. Omkostningerne har vist sig at blive for store. Vi mister det dyrebareste: Et fælles udviklende perspektiv, hvor der er plads til ”samværdets” fordybelse og indsigt. I din daglige kamp for selvrealisering er du opdraget til at kræve din ret: Jeg vil sætte tænderne i min andel af verden, her og nu. Vor tids dynamik er disharmonisk og aggressiv og har hentet sit åndelige arvegods fra en effektiv undertrykkende krigsideologi, beskrevet i al sin nøgne og ufølsomme gru af Machiavelli i Fyrsten (1532), som politisk udviklende redskabsideal, der bygger på terror og frygt. Vi ser ethvert fremskridt - evolution - som et udviklende og godt resultat af en konkurrence - en slags indbyrdes krigserklæring - hvor det drejer sig om at overleve på næstens bekostning. Kampen består i at være foran, så konkurrenterne ikke overhaler én. Når vi taler om at være foran og vinde i konkurrencen så gælder alle tricks, selv de ulovlige, bare de ikke opdages. Vores “uskyldige” lege i sporten afspejler helt konkret vores indgroede krigsideologi i terminologien: Modstander - kamp - vinde- sejr -bank - tæsk - nederlag - etc. Sporten er blevet kapitaliseret i et udbytterigt arbejdsalvor, som international, lukrativt underholdningsforbrug for masserne, hvor sportens soldater er blevet lejetropper. Jeg vil tillade mig at fejlcitere Karl Marx: Sport er blevet opium for folket!

Darwins biologiske junglebibel: Arternes oprindelse fra 1856 fik så stor og gennembrydende en indflydelse, fordi den industrielle kapitalisme kunne bruge hans metodiske videnskab som positivistisk, uigenkaldelig ideologi, der fratog mennesket ethvert moralsk ansvar for sin dyriske handel og vandel: De svage må bukke under for naturens lov. Den stærke får maden og lov til at parre sig og føre sine udvalgte gener videre. På en yderst bekvem måde blev Darwin brugt som Gudfader for den moderne menneskeopfattelse, hvor konkurrencen er den hellige gral.

Men denne tolkning passer ikke til en fremstilling af det at udvikle sig og blive til menneske. Menneske er nemlig ikke noget, man er i sig selv. Målet - at menneskeliggøre sig - er højere end den umiddelbare tilfredsstillelse af sine behov og er langt større og mere betydningsfuld end én selv. Selvet bliver - paradoksalt nok - derved løst fra sin ubodelige ensomhed og løftes op i en meningsfuld social universalitet. Lakmusprøven er: Vil du ofre dit liv for at frelse menneskeheden? Svaret er et entydigt ja, hvis du vil opfattes og handle som menneske! Dermed får vi aflivet Kristus-myten som noget enestående, og gjort ofret og boden til et alment menneskeligt anliggende, der angår os her og nu!

Rigtigt er det, at vi reagerer instinktivt og dyrisk når vi presses helt i bund. Men dette primitive handlingsmønster er sjældent noget der vækker stolthed i refleksionens og omtankens stund. I det menneskelige fællesskab, hvor det største for os alle er at finde i kærligheden, venskabet, opofrelsen og solidariteten, får vi de sande svar på vores store eksistentielle spørgsmål: Hvem er jeg? Hvad er meningen med mit liv?

Det er at høre til! Med den indsigt og viden er det ikke nogen forfærdelig tanke at give plads og skulle dø.

Videnskaben har følgende faktuelle oplysninger om DNA-indholdet i en celle: En menneskelig celle fylder så lidt, at der er plads til over 10.000 af slagsen på et knappenålshoved. Trods dens ringe størrelse indeholder hver enkel menneskecelle over en meter DNA, som igen er sammensat af omkring tre milliarder forskellige base-trin.

Vores monoteistiske tankegang sætter sig igennem i hele vores kulturelle fortolkningsappart. Vi vil ind til sagen – til kernen – finde den grundlæggende årsag, udpege den skyldige. Men sådan optræder naturen ikke. Der er ikke én byggesten, ét eneste atom, der grundlægger vores fysiske verden. Når vi i videnskabens navn leder og søger bliver stoffet besværlig og viser sig at være flerstrenget. Er lys bølger eller partikler? Både og! Er atomet den mindste byggesten? Nej! Når vi på den måde søger at forklare en grundlæggende sandhed om verden kommer vi til kort. Der er nemlig ingen. Hvis vi forestiller os at jeg ville undersøge og beskrive mit valdnøddetræ i haven til allermindste detalje, og finde identiteten valdnød, så havner jeg i en heksering af uendelighed. Opgaven er umulig og forkert stillet.

Et atom er ikke noget i sig selv. En samling atomer udgør en celle. Men en enkelt hjernecelle kan ikke tænke. Det kan en hjernekoncentration af celler! Således også med mennesket. Identiteten som kulturelt menneske udvikler vi gennem fællesskabet.

Enhver stor beslutning, præstation eller begivenhed fejres altid med et rituelt måltid. Indtagelsen af mad og drikke er for os en social forløser, hvor vi i hinandens selskab dyrker og opbygger samværet og fællesskabet. Vi hugger ikke knurrende og griske byttet i os for at få de bedste stykker. Eller græsser i beskyttende flok, koncentreret i nervøs ensomhed om at få nok cellulose indenbords til senere fordøjelse. Vi gør som Disney’s Lady & Vagabonden: Giver afkald på den sidste saftige kødbolle, og lader den generøs ligge på fadet af kærlighed til næsten, selv om vores umiddelbare dyriske lystfølelse siger: Æd! Hvorfor har det moderne menneskes omdrejningspunkt været så fundamentalt og konstant? Nemlig at vinde og gøre den slagne ringere. Fordi vi har en historisk erfaring, der påviser at krigsituationen er den materielt mest udviklende. Historikeren Eric Hobsbawm påviser i sin bog Det ekstreme århundrede, at den store krig – som han samlet tolker 1. og 2. Verdenskrig - har været de væsentligste katalysatorer for den videnskabelige og dermed materielle udvikling i Vesten.

Med den europæiske kolonisering af verden som udgangspunkt udviklede det 20.århundrede sig til en ekstrem skævvridning af verden, hvor vi i vores videnskabelige eufori begyndte at sende målrettede raketter ud i det tomme rum til planeten Mars for at lede efter livets oprindelse. Paradokset er, at vi ikke engang er i stand til at tage vare på livet her på Jorden.

Hvorfor bruger vi så meget energi på at løbe fra hinanden, når det er meget mere socialt udviklende at løbe hinanden i møde?

Vi har set billeder af kloden udefra og ved at vi ikke kan løbe fra hinanden, da jorden er rund! Min pointe er, at vi ikke har lært noget af den sejrende europæiske historie. Et af vores store sociale problemer i dag er, at så mange mennesker marginaliseres og står uden for det muskuløse selvhævdende samfund, der har så travlt med at bekræfte sin overlegenhed. Bistandsklienter, efterlønsmodtagere, indvandrere, pensionister, alkoholikere og stofmisbrugere anses som en nødtvungen omkostning det aktive og arbejdsomme samfund må finde sig i at underholde for ikke at skabe social uro. Hold jeres kæft og modtag de almisser vi vil give jer. Med den arbejdsmarkedslovgivning vi har i dag får de udstødte ikke lov til at tage et aktivt medansvar for deres egen situation. Paradoksalt nok skaber det gennemkontrollerede systemsamfund et kunstigt erhvervsområde der skal behandle, opdrage og igangsætte disse omkostningstunge medborgere og dermed ændre deres status til klient.. Det vigtigste for samfundet er dog kontrol.

Vi har slet ikke lært at øjne disse udstødte ghettodannelser som en mulig rigdom og ressource for os alle. Magthavernes tolkning af samfundets arbejdssituation er fastlåst som et Damokles-marked, hvor det tohovede uhyre: Arbejdsgiver og arbejdstager skal forhandle sig frem til en overenskomst. Arbejdsgiveren skal lede og fordele arbejdet. Arbejdstageren skal stå til rådighed og sælge sin arbejdskraft til arbejdsgiveren. Det er de produktions-aktive der har forhandlingsretten. Restgruppen udstedes der nødret for. Situationen er uholdbar. Tildelingen af roller i det store samfundsspil – Arbejds-giver og arbejds-tager – er en anakronisme, der opdeler og styrer befolkningen efter en gammel feudal model.

Hvis vi prøver at søge lidt dybere i os selv vil vi finde, at vore lykkeligste stunder drejer sig om at høre til en familie, et fællesskab - et arbejdsfællesskab. Tilhørsforholdet gør at man er i stand til at bære alt. Selv ensformigt og indholdsløst arbejde. At føle sig tryg i andres selskab, fordi man har tillid, er opløftende og livgivende. At kunne få lov til at give til et fællesskab og føle sig værdsat, fordi ens anstrengelser har betydning, er det væsentligste i livet. Men det udviklende fællesskab kan ikke fungere som en stor, abstrakt størrelse, der systematisk mopper dem der er udenfor kapitaliseringsræset. Man må være i stand til at overskue, forstå og have afgørende indflydelse på fællesskabets sammenhænge lokalt. Vi må spejle os i hinanden for at udvikle ånd. Desværre er det ikke den virkelighed vi oplever.

Vi lever i et socialt dødt rum, hvor de væsentligste faktorer kun drejer sig om at bevare. Den største investering i vores fælles fremtid er børnene. Deres kulturelle opvækst bliver tilgodeset med stærke politiske forældrekrav om institutionel sikkerhed og pasningsgaranti. Det forbudte og farlige, som ingen forældre ved deres fulde fem vil tillade deres børn at opsøge, er forsvundet som en fælles realistisk udfordring. Fra min egen barndom husker jeg de strenge forbud vi fik af vore forældre, mod at gå ud på isen når Lillebælt var frosset til. Vi vidste at det var forbundet med livsfare og at vi trodsede vores forældres alvorligste formaninger, når vi lod os drage og lokke af den fantastiske verden isen åbenbarede for os. Vi måtte prøve at bevæge os ud på det forbudte. Bare nogle få skridt! For til sidst i en social rus at kende isens bæreevne i os selv og løbe i gåsegang fra isflage til isflage. Det mest livsbekræftende ved disse forbudte historier er, at børn altid har mestret den slags hemmelige udfoldelser.

Den moderne institutionaliserede børneopdragelse er domineret af det voksenvidne overblik, der ved hvordan barnets udvikling bedst skal iscenesættes og nurses. Ungerne måles og vejes med en skjult overvågningsteknik, der hurtigt kan afsløre fysiske og psykiske adfærdsproblemer.

Forældrene af begge køn kaster sig opofrende ud i karrieren som skaffedyr, fordi de vil give børnene det bedste. Det eneste de ikke får er tid, for både børn og forældre er presset ind i samfundets kværnende kronometer.

Det hedder sig, at vi har forladt nøjsomhedskulturen og lever i herligt overflod. Prøv at åbne dørene ind til børneværelserne. Den dårlige samvittigheds trofæer vil vælte ud i hovedet på dig i form af legetøjsindustrielle afladskøb. Er det ikke udtryk for familiær og menneskelig nøjsomhed?

Børnene holdes i stram snor med begrænsninger af et dygtigt og veltrænet sikkerhedspersonale, der har sat sig på dagsordenen og leder og fordeler i den rigtige retning, så der ikke opstår pinlige tomrum. I pasningsreservaterne er dagene skemalagte af et personale der er på arbejde i opbyggelige aktiviteter, hvor ungerne er iværksatte på en sikker og forsvarlig måde. Det er så kedeligt og fjerplukkende fantasiforladt at børnenes institutionelle hverdag får en forbavsende lighed med burhønsehold.

Samfundets metodiske ideologi om en effektiv og højteknologisk produktion af føde og andre uundværlige forbrugsgoder bliver grundlaget for vores opbevarende menneskesyn. Kompensationen for det kapitaliserede tomrum bliver en falsk følelsesmæssig sikkerhed, hvor vi ligger ansvaret fra os og bliver tilskuere. Vi er omgivet af uforpligtende, adspredende underholdningsstof, der eliminerer og begrænser mulighederne for den naturlige, udfordrende balancegang, fordi den omkostningsbevidste markedsmodel effektivt og kirurgisk skære alle udviklende risiko-momenter bort? Børnene kender desværre ikke til andet, så de gør ikke vrøvl!

Hvad har denne lange altruistiske skøjtetur med kunst at gøre?

Det er jo der vi kan begynde en anderledes, dannelsesproces, der ligger vægt på en lokal fællesskabende identitetskultur, som borgerne kan spejle deres selvforståelse og -værd i. Vi hører til her! Nyskabende - lad mig hellere sige genskabende - skal det moderne kunstprojekt stå som en modsætning til den grimhedens æstetik, der har domineret vort ekstreme århundrede. Motorsavsæstetikken har siden 1. Verdenskrig fornægtet alt smukt som løgnagtig. Dadaisterne erklærede “de skønne kunster” for døde fordi de var løgnagtige og undertrykkende for sandheden. Den moderne billedkunst fik her sit Kainsmærke af Marcel Duchamp (1887-1968), da han i 1917 med sin pissoirkumme skabte begrebet antikunst.. Dette skyttegravshul har kunstinstitutionerne lige siden siddet godt og grundigt fast i. Hvis de ikke ville opgive deres kulturelle rettigheder måtte de sluge Duchamps kamel, og påstå at det var en udvidelse og åbenbaring af kunstbegrebet. Det fortænkte, institutionelle kunstgreb er en total misforståelse, for det har aldrig været ment eller tænkt sådan. Duchamp tog selv konsekvensen af sit anti-kunstneriske skaberværk. Han forlod kunstscenen i 1923 for at hellige sig sin passion: Skakspillet. Dadaismen blev en direkte forlængelse af Nietzsche aflivning af Gudsbegrebet.

Personligt har jeg det dårligt med dette maskuline Gudsbegreb, der er blevet så besudlet af angstneurotiske livsfornægtere. I al deres frelser-patenterede og åndsforsnottede hosianna-pis har de fordrejet begrebet, så det er blevet helt umuligt at anvende. Lad mig gentage: Et samfund kan kun udvikle en fælles kultur, hvis man erkender, at der noget der er større end én selv. Det drejer sig nemlig ikke om livet efter døden, men at se sig selv i et kulturelt, historisk perspektiv her og nu. At bruge sit jordiske liv til at forberede sit paradis efter døden er ego- idiotisk, verdensfjernt og meningsløst. Hvis det lykkes videnskaben at nedskrive vores livsindhold til ren og skær kemi, så får vi problemer. I forlængelse af misbruget af Darwin får vi endeligt aflivet vores kulturelle fællesidé om det gode og det onde som et valg for det frie menneske. Enhver gammeltestamentlig ugerning kan dermed undskyldes som en beklagelig fejl i kemien.

Min konceptuelle anvisning til en imødekommende og social-udviklende billedkunst, har hentet nogle bestanddele frem fra den gamle kulturelle begrebsverden, hvor det drejede sig om at vise vejen i det levende fællesskab: Varden og katedralen. Uden at have undersøgt det nærmere, forekommer det mig logisk at varden må være det ældste bygningsværk, fordi det i sin simple, men meget sociale konstruktion, er så nærliggende nødvendigt. Ud af varden som ydre vejviser i naturen voksede kirken til en indre åndelig vejviser i kulturen: Katedralen blev middelalderens åndelige varde.

Varde betyder - i følge nudansk ordbog - opbygning af sten el. tømmer, der tjener til afmærkning af et sted, sti eller sømærke I de norske fjelde møder man disse stensætninger som markeringer, der fortæller dig at du er på rette vej. Vandrekulturen siger, at du selv skal lægge en sten på varden, inden du går videre. Dit personlige stenpant bliver, samtidig med at det er en markering af at jeg har været her, en social handling, hvor jeg forstår betydningen af varden for andres velfærdsel efter mig. Således er min sten med til at holde varden oprejst som et socialt og fremadrettet symbol. Jeg ved at mine medmennesker også drager fordel af og omsorg for at varden bliver vedligeholdt.

Katedral betyder en hovedkirke, ved hvilken en biskop har sæde. I middelalderens samfund byggede man i 3-400 år på et og samme bygningsværk uden at ændre det grundlæggende koncept væsentligt. Den personlige markering og afpisning af sit territorium - sin parcel -, som vi kender og dyrker i dag for at synliggøre og markedsføre vore helt personlige værdier, var ikke anvendelig i et samfund, hvor fællesskabet stod over de individuelle rettigheder. Katedralbygningen var målt i almindelig livslængde et storslået bygningsværk, der udtrykte en fælles åndelig idé og rakte langt ud over den enkeltes liv og levned. De fleste medbyggere arbejdede med en bevidsthed, der fortalte dem at de aldrig ville se katedralen færdig.

Det moderne kunstneriske dogme siger at den kunstneriske proces ikke kan være demokratisk. Det passer ikke! Dogmet siger mere om kunstnernes arrogante indstilling til samfundet end det siger om en kunstnerisk proces, der i aller højeste grad godt kan være demokratisk og social. Lad mig som afsluttende eksempel på min påstand nævne de australske aborriginals ikonografiske bevidsthed, der gør det muligt for dem at arbejde i fællesskab på samme billede.