Udflugt med døden – Jan Jensen

Udflugt med døden

Efter 14 års sommerophold i Norge på Høgsæteren i Nedre Heidal var jeg blevet så accepteret, at et par af de lokale endelig ville bruge tid på at vise mig vej til det store fiskeeldorado: Bergdøla.  Sammenlagt har jeg boet på Høgsæteren i over et år. Bergdøla er et naturfredet område i Heidals højfjeld, nærmest en dyb kløft, hvori der løber en elv. Vegetationen er åbenbart så botanisk speciel, at det har krævet en fredning. Hvorfor en fredning har været nødvendig er mig en gåde. Jeg har prøvet utallige gange at finde en farbar rute ned til herlighederne, som jeg har læst malende beskrevet i den lokale turistguide, men er hver gang vendt om på grund af terrænets ufremkommelighed. Jeg har heller ikke set eller mødt folk på vej til Bergdøla fra Høgsæterens fjeldside. I turistguiden står der, at nedgangen til Bergdøla er nemmest fra den anden side, Kværnbrusæteren, men så skal jeg køre ned i dalen og op igen for nemheds skyld, og det er der ikke meget stifinder-glæde i.

Nedre Heidals højfjeld er ikke noget søgt turistområde. Der er ingen spektakulære fjeldtoppe, men udsigten mod Jotunheimen og Rondana er mageløs. Det højeste fjeld hedder Heidalsmuen og angives til cirka 1750 meter. Den norske betegnelse muen betyder stendyngen og siger alt om fjeldets æstetiske storhed: Et forvokset muldvarpeskud bestående af eroderede stenblokke, der tilfældigvis er områdets højeste punkt.  Et fjelds karakteristiske form kan aflæses af dets sproglige udtryk på et norsk landkort. En tind – Glittertind – er kegleformet. En – Besshø – har en afrundet top. En pigg – Galdhøgpiggen – er en sammensat størrelse, der afsluttes kantet og er mere forrevet end en tind. Et emhorn – Tvebotnhorn – har stejle sider som en pyramide.

Det var et lille semantisk sidespring. Tilbage til Heidals højfjeld. Her er ikke afmærkede turiststier. Man må selv finde frem.  Det har taget mig et par år at blive fortrolig med Heidals højfjeld.

Vi var 5 der tog af sted fredag d. 25.juni kl. 10 med overlevelsesudstyr i rygsækken og fiskestænger. 3 dage skulle vi være uden for mobilens rækkevidde. Min kone Mette havde fået at vide, at hun først ville høre fra mig søndag aften. Alice og Arne (lokale) – Jan og Lena (som jeg har hytten på Høgsæteren sammen med) og så jeg (dansken som de kalder mig). Vejret så fint og lovende ud. Perfekt fiskevejr! Blev der proklameret af vores 2 turguider Jan og Arne i herlige eksalterede forventninger til udfaldet af vores fiskedræt: Der skal blive fisk!!!!

 Jeg havde en vidunderlig følelse af at stå over for noget stort og ikke mindst en slags rituel indvielse i naturens labyrintiske hemmelighed. At jeg endelig skulle få min fuldgyldige dåb i fjeldet og få betroet Høgsæterens regalier. I min 60årige alder tilhører den slags barnlige forventningsglæder erindringen, så fornemmelsen af atter at få lov til at drikke af ungdommens kilde var overvældende.

Mit mål med at bosætte mig heroppe hver sommer, i stedet for at tage på skiftende charterferier, var en reaktion mod al den overfladiske – såkaldte eksotiske rejseguideri jeg har døbt ghettoferie - og selv blive i stand til at tage ansvaret for at lære et norsk fjeldlandskab at kende. Da jeg begyndte på disse ensomme vandringer i det øde højfjeld, spurgte min Mor – en rejsevant skiferieturist i Alperne: "Hænger der så en helikopter oppe i luften og holder øje med jer?" Mit benægtende svar var hun ikke helt tilfreds med, da hun straks så mig ligge alene med brækket ben i fjeldet, uden mulighed for at få hjælp. "At bevæge sig ud i trafikken er farligere end at gå alene ud i fjeldet, argumenterede jeg". Den købte hun ikke, for i trafikken var man overvåget og kunne få hjælp med det samme. En familiær risikodiskussion, der lå tilbage i starten af mine ensomme fjeldekspeditioner. I mellemtiden er min Mor død. Bekymringstiden er slut. Jeg har gennem de mange år vist mig duelig og rimelig udholdende i højfjeldet uden andre uheld end vabler, hudafskrabninger og fysisk udmattelse.. Nu skulle den sidste, men mest hemmelige dør til det landskab jeg efter mange år havde tilegnet mig, åbnes og blive tilgængelig for mig.

Vi gik nedefter gennem tæt birkeskov. Jan førte an. Efter cirka en times gang var vi kommet ud på en køregrusvej, der førte ned i dalen. Den kendte jeg godt. Vi gjorde holdt. Rygsækkene af. En øl og en cognac. Det skal blive en herlig weekend med to overnatninger i lejren. Og fisk skal vi have. Vi skal jo leve af det vi fanger. Sidst vi var af sted fik vi 42 herlige fjeldørreder skrydede Jan forførende optimistisk. Det var himmelsk naturmusik i mine ører. Vi kunne høre Bergdølaelven bruse kraftigt, men ikke se den.

Min fejl i søgningen på nedgangen til Bergdøla havde åbenbart været, at jeg hver gang var gået op i højfjeldet, over trægrænsen, hvor det var meget let at finde de to elve som førte smeltevand til Bergdølakløften. Jeg havde prøvet at følge dem begge utallige gange, men hver gang måtte jeg vende om i skuffet erkendelse over et totalt ufremkommeligt klippelandskab, der var og blev utilgængeligt land for min fysiske formåen. Helt uerfaren med strabadserende norske fjeldudfordringer var jeg ikke. Plaketter fra Jotunheimen og Rondanas højdepunkter smykkede min vandrestok. Ikke som lånte fjer. Besseggen, Galhøgpiggen og Rondanaslottet havde jeg gået som duelighedstegn, men fandt efterhånden mest glæde i at gå steder i højfjeldet, der ikke var så befærdet. Hver sommer klumper 35.000 lemmingturister sig sammen i et stort socialt stafetløb over Besseggen, hvor stafetten er at kunne sige: "Jeg har også gået Besseggen". Jeg søgte ikke højfjeldet som en fysisk sportspræstation, men til kontemplation og som langsomhedens modbillede til vores travle og hurtige samfund, kaldet civilisationen.

Rygsækken på igen. Nedefter til det eftertragtede fiskeparadis. Efter en 3-400 meter ind gennem en højstammet nåletræsskov, stod vi måbende foran en lodret, nøgen klippevæg ned mod Bergdøla. Jan, der førte an, havde taget fejl af nedstigningsruten og mistede et kort øjeblik sin autoritære lederrolle. Rutemarkeringer er der som sagt ingen af i Heidals højfjeld. Man skal enten være fandens god til at aflæse et kort efter kompas eller kende vejen. Den lokalkendte Arne godtede sig herligt over Jans selvsikre deroute. Det var Arne, der havde indviet Jan i Bergdølahemmelighederne. Nu ville Jan gerne vise sin nytilegnede ekspertise for dansken, der forgæves havde søgt i så mange år at finde ned til det utilgængelige og godt gemte fiskeparadis. Jan og Arne splittede op for at finde en farbar vej ned og pigerne og jeg kunne så stå og vente som fortabte lam. Det så ikke godt ud. Havde jeg været alene, ville jeg opgive og gå hjem. Men de to gutter vores mænd  -  vidste vel nok hvad de gjorde, beroligede deres koner mig med.

Et kraftigt pift klargjorde at en mulig nedstigningsvej var fundet. Konegruppen gik i retning af lyden. Vi kiggede igen ned ad en nærmest lodret klippevæg, men med den opløftende forskel at der groede birketræer man kunne hage sig fast i og at klipperne var tykt mosbegroede. Det jeg så foran mig var ikke fjeldvandring, men fjeldklatring, langt over mit fjeldniveau, men hvad gør man ikke som friskfyrsdansker fra pandekagelandet? Man hanker op i skurvognsbemærkningerne og gemmer angsten. Mig skulle de ikke få ned med nakken. Alice og Lena var også betænkelige, men blev opmuntret af deres ægtemænd med at denne strækning ville blive turens værste udfordring. "Når vi kommer ned til Bergdøla er det bare at gå og tusle op ad elven og fiske i kulperne til vi kommer til lejerpladsen. Det bliver så koseligt".

Vi begyndte nedstigningen som for mit vedkommende foregik i kravletempo. 30 kg for meget på maven og 15 kg på ryggen.  Gutterne sprang rundt som bjerggeder og servicerede deres koner. Bar deres rygsække og hjalp dem over svære passager. Alice havde åbenbart højdeskræk og standsede flere gange op med angstanfald. Arne var meget opmærksom på disse anfald og hjalp hende galant og hurtigt videre. Hans nærhed var nok. Bjerggazellerne tilbød også mig at de kunne tage min rygsæk med ned til elven. Men dumstolt som jeg var, takkede jeg nej.   Jeg bærer selv min byrde, men ikke med et smil: Mit problem var ikke højdeskræk, men en skræmmende nervøsitet for at snuble i det stejle og lumske terræn. Det skete selvfølgelig også. Jeg fik ikke ordentlig fodfæste, mistede balancen og trimlede på hovedet rundt i flere omgange indtil jeg ramlede ind i et birketræ med et voldsomt slag på skulderen. Jeg var lykkelig over at netop dette birketræ stod der, for i min forslagne kvide kiggede jeg chokeret ud over en afgrund lodret ned i Bergdøla.

Det tog os en time at komme ned til Shangrila, hvor vi efter alle strabadserne skulle opleve et guddommeligt fiskeparadis.  Jeg må hellere skrive: Det tog mig en time, for bjerggemserne sprang lystigt af sted og pacede opmuntrende deres koner, så de ikke fik tid til at reflektere for meget over nedturens skræmmende farlighed. Afslappede og tålmodige sad de og ventede på den langsomme dansker.  "Er her ikke smukt", sagde Jan euforisk! Jeg kunne ikke få øje på skønheden – kun se problemerne tårne sig op, men filmet gennem National Geographic´s kamera, forevist på hjemmets TV-skærm, ville også jeg have nydt landskabets udsøgte, dramatiske skønhed, behageligt hvilende på min sofa. Nu stod jeg midt i det, uden fortrydelsesmulighed.  Stejle og ufremkommelige fjeldvægge på begge sider af en voldsomt fossende elv, med en vegetation der er helt særegen i det norske landskab. Den virkede nærmest tropisk med bregner og en usædvanlig blomsterflora, jeg aldrig var stødt på i fjeldet. Her var i sommermånederne lys, læ og varme til at udfolde en vegetation af bemærkelsesværdig skønhed.  I min eksistentielle situation blomstrede naturens skønhed ikke. Besværlighederne overskyggede den luksus. Jeg kunne også mærke på pigerne, at de var ret betænkelige ved situationen. Elven var så stærk og frådende at Jans begreb om at gå og tusle op ad den og fiske i kulperne var fysisk umuligt. Den var så voldsom, at vi ville blive revet omkuld og skyllet ned i Sjoa, som er den foretrukne elv i Europa for vildtvandsentusiaster. Inden for de sidste 10 år har Sjoa krævet pant af disse ekstremister. 14 vovehalse har mistet livet i Sjoa. Hovedsageligt unge fra Østeuropa med for dårligt udstyr eller manglende kendskab til de livsfarlige passager i elven.
Nå, en øl og en cognac styrker sammenholdet og humøret. Det skal nok gå alt sammen. Det er jo ferie. Skål for en god tur! Ingen døde endnu.  Friskfyrs ævl og bævl. Frem med fiskestængerne. Nu kan vi da lige prøve at fiske her.

Under vores pause spurgte jeg Alice, hvorfor hun udsætter sig for disse højdeskræksrystelser, nå hun oplever dem så angstfulde. "Jo, sagde hun oprømt", idet hun kiggede kærligt på Arne,"så kommer mit livs ridder og redder mig". Jeg kunne se på Jan og Arne at de nød den fysisk udfordrende situation vi var havnet i. Begge er i ekstrem god form. Jan har gået over indlandsisen med sin søn Lars – samme støbning som faren og aspirant til det norske landshold i langrend – og cyklet fra Trondheim til Oslo i et stræk. I min bekvemmelighedsterminologi en ekstrem idrætspræstation for idioter.  Arnes daglige arbejde for Norsk Hydro fordrer at han er til fods i fjeldet hver dag, og han bruger al sin fritid – både sommer og vinter - i fjeldet sammen med Alice og de elsker det. Jan og Arne har fundet sammen i at udfordre hinanden i fjeldidræt. Jeg var bare en dumdristig dansker, der i tillid til disse norske machomænd, havde sagt ja til noget andet end det foreliggende. Men nu var jeg havnet i suppedasen og var heldigvis ikke alene.

Fiskeriet, som jeg havde set frem til, optog mig ikke. Dertil var det jeg så af naturens udfordringer, der lå foran os, for lammende. Jan samlede min fiskestang, klargjorde den, kastede snøren i vandet, med bemærkningen: "Så er det bare at hive fisken i land". Jeg havde absolut ingen koncentration omkring fiskeriet og fangede heller ikke noget. Det blev mit eneste fiskeforsøg på hele turen. Jan og Arne fik et par fjeldørreder hver. De var meget små og burde i min fiskeoptik være smidt ud igen, men det er åbenbart størrelsen på den særlige velsmagende Bergdølafjeldørred.

Vi skulle videre og det fordrede at vi skulle krydse elven. Jan og Arne fandt et såkaldt egnet sted, der i min oplevelsessfære var lovlig livligt. Mændene havde hjulpet deres koner over elven. De stod utålmodigt og ventede på at jeg skulle få taget mig sammen til at krydse elven, så der var jo ikke andet at gøre end at gå ud i vandet, modstå strømmen og bevæge sig over på den anden side. Midt ude i elven trådte jeg ned i et hul, blev revet omkuld af strømmen og gik under med rygsækken, der sugede vand som en tørstig ko. Fandens! Nu igen! Jeg var ikke i panik, nærmest ærgerlig og flov over mine manglende fysiske evner til at klare strabadserne. Den ydmygende følelse gav mig kræfter til at få fodfæste, komme op og få mig kæmpet over på den anden side. "Når vi nu har vist dig vejen", havde Jan proklameret aftenen før vores afgang til Heidals hemmelige Shangrila, emkan du tage dine børn, børnebørn, kone, hund og kanariefugl med på en hyggelig fisketur i Bergdøla.

Da vi sad og sundede os med en kop kaffe efter min vandtur, spurgte jeg Jan om han stadig mente at Bergdøla var et fint familieudflugtsmål? Nok ikke lige i dag, for Jan havde aldrig oplevet så meget vand i elven. Alice og Lena spurgte omsorgsfuldt om jeg ikke skulle have tørt tøj på. Jeg grinede og åbnede min rygsæk. Alt var vådt. Mine norske venner kiggede opgivende på hinanden, sagde ikke noget, men jeg - fjeldtumpen - hørte det meget tydeligt: emHar han efter alle de år i fjeldene ikke lært at pakke tørt tøj separat i plastikposer? Selv om vandet i elven kun var en 7-8 grader, frøs jeg ikke. Dertil var mit overlevelsesinstinkt alt for overophedet.

Der var sket et eller andet i vores lille gruppe mellem kønnene, som jeg i eftertankens stund har fået forståelsen af. Sidste år dyrkede jeg dagligt svømning, som genoptræning efter en diskusprolaps. Der iagttog jeg alle de nye bløde fædre, der i ligeberettigelsens navn gik med til fødselsforberedelser, tog barselsorlov og i svømmehallens omklædningsrum nursede deres småkravl fra tidlig bleudgave og opefter - ja kort sagt gjorde dét, som i min ungdom og før tilhørte kvindelivet. Mænd blev gjort til kvinder, sådan lidt groft sagt. Dermed mister manden også sin styrke, sin ridderlige overlegenhed i den store farlige verden. Men verden er ikke farlig mere på den gammeldags naturlige måde, hvor du i dit ansigts sved skal tjene dit brød og der er krav om fysisk styrke for at overleve. Ligeberettigelsens kampzone har udviklet Amazonkvinden der kan selv, og nu keder sig i selskab med den bløde forudsigelige blemand, der veldresseret og afrettet gør hvad der bliver sagt. Nu sidder han artigt ned og tisser, for alt det der ildelugtende pissen territoriet af, har lige siden vandklosettets indtog i hjemmet, været en torn i øjet på den hjemmegående husmor, der i al sin ydmyghed ikke eksisterer mere, men gennem en metamorfose skabt af arbejdsmarkedets krav om flere hænder, har udviklet sig til kan-selv-kvinden. Nu er hun udearbejdende – på jagt ligesom manden – og har ikke tid til at gøre rent efter territorial-strinteriet. Hjemmets drift er blevet et fællesanliggende, hvis illusionen om en kernefamilie i et hjem skal opretholdes. Den nye generation af kommende mænd, der er blevet opdraget af kvinder på arbejde i daginstitutionerne, er blevet tvunget til den slags hygiejniske, tidsbesparende ligestilling: Her sidder vi alle ned når vi skal tisse. Det er sundest – man får tømt blæren helt - og det er bedst for alle. Her i Bergdøla så jeg dresserede mænd  - Jan og Arne - som blomstrede maskulint op i de bange kvinders selskab. De var galante og ridderlige. Bar deres rygsække, passede dem op når det var farligt. Gik i forvejen for at finde vejen, selv når de fór vild. Påtog sig lederansvaret for overlevelsen i en farlig natur, hvor der ikke umiddelbart var hjælp at hente. Her stod manden op for at pisse sit territorium af, klar til kamp. Kvinden sad ned – beskyttet af manden – i sin ukampdygtige træden af på naturens vegne med bukserne nede om hælene.

At gå opefter ude midt i elven, som havde været meningen, var fuldstændigt umuligt. Dertil var de fossende vandmasser alt for voldsomme. Vi måtte krydse Bergdøla flere gange for at gå på fast grund langs med eleven. Birketræerne stod tæt i det uvejsomme stenknoldede terræn. En besværlig spidsrod at komme frem med rygsæk og fiskestang. Jeg fulgte med så godt som min mørbankede fysik var i stand til, men det var helt tydeligt at de ofte måtte stoppe op for at se om jeg nu var kommet galt af sted igen. Arne og Jan kom flere gange tilbage for at hanke op i mig og tilbød at tage min rygsæk, men lidt stolthed havde jeg endnu og afslog.

Vi kom til et sted, hvor vandet buldrede ned i et dramatisk vandfald. Ingen muligheder for at klatre tørskoet op ved siden af vandfaldet. Jan og Arne blev enige om at vi måtte krydse elven en sidste gang og gå op til grusvejen igen. Gå op? Det var jo en lodret klippevæg! Det huede mig ikke, men der eksisterede ikke noget alternativ.

Stedet vi skulle krydse havde et brat fald nedefter med masser af vand og en larmende voldsom strøm, den værste elvudfordring vi indtil nu havde været udsat for. Jeg foreslog at vi skulle vende om og gå længere ned for at krydse elven et mindre farligt sted, men det mente Arne og Jan ikke var nødvendigt. emDet skal nok gå, hvis vi hjælper hinanden, sagde de. Hjælper hinanden?  Arne tog straks min rygsæk, gik rask og beslutsom ud i elven, men havde store problemer med at holde fodfæstet på grund af den stærke strøm.

Arne kom over på den anden side uden uheld, smed min rygsæk op på bredden og gjorde tegn til at jeg skulle begynde at krydse elven. Høre ham kunne jeg ikke på grund af de larmende vandmasser. Alles øjne hvilede på den danske skvatmatros. Godt fat i min vandrestok, uden rygsæk, men med angsten som tungeste ballast, bevægede jeg mig afsøgende ud i den voldsomme strøm. Modig, det var jeg ikke, men situationen tvang mig ud i et fatalistisk mareridt. Arne var gået ud midt i elven for at tage imod mig, men hvad det skulle gøre godt for ved jeg ikke. Faldt man tog strømmen én med nedover i en heftig kropsrafting og bankede den ubeskyttede krop mod de store klippeblokke til bevidstløs drukning. Hvilket Skrækscenarium.

Jeg kom over uden uheld og stod lettet i vandet ved bredden. Så ville Arne hjælpe Lena over. En emsprek pige som man siger på norsk, uden et gram overflødigt fedt på kroppen.  Pigernes rygsække havde bjerggazellerne båret over.

Ude midt i elven, hvor strømmen var stærkest, mistede Lena fodfæste og trak Arne med i faldet. De kunne ikke modstå vandmasserne. Arne kæmpede for at holde Lenas hoved oven vande og prøvede at få fodfæste. Fødderne søgte febrilsk bunden for at stemme imod vandkraften, så strømmen ikke fik tag i dem. Lena lå som en paralyseret høne på slagtebænken i vandet. Øjnene var skræmte. Hun havde helt mistet evnen til at agere. emDet klarer de sgu ikke, tænkte jeg og så mig omkring. Jan var 150 meter væk og uden for øjeblikkelig aktionsradius. Jeg var nærmeste mand, smed min stok og vadede ud for at trække dem ind til bredden. Det lykkedes for mig at få fat i dem, trække dem fri og ind i smult vande. Hvorfra jeg fik kræfterne fra aner jeg ikke. Alle var chokerede over hændelsen. Mens Lena fik noget tørt tøj på, genfortalte vi vores oplevelser af forløbet for hinanden i et hysterisk grinende toneleje, som om det havde været en Monty Pythonfilm. Så krydsede Arne elven igen, for at hente sin kone Alice og sikkert i havn bidrog Alices med sin version: emDansker redder to nordmænd fra druknedøden i Bergdøla. Haha!

Opstigningen til grusvejen var ved at tage livet af mig. Kvast skulder og en rystende kropslig elendighed, hvor hjertet hamrede som en dommedagstromme og lungerne pumpede som blæsebælge til en heftig barokkoncert på orgel af Händel. Bjerggazellerne var irriterende muntre og sprang stadig euforisk af sted for at servicere deres koner. Min mest positive tanke var, at det var godt Mette ikke var med, for den mandeservice havde jeg ikke været i stand til at yde. Rygsække blev båret op. Den rette og mindst besværlige vej anvist og jeg – klodsmajor af 4. division – var igen sakket uhjælpsomt bagud. Flere gange måtte jeg gå nedad igen, fordi det var umuligt for mig at komme op. På en afsats holdt jeg pause. Mælkesyren fik mine ben til at ryste. Jeg kunne ikke høre de andre mere så de måtte være kommet op. Min tilstand var elendig, men op skulle jeg jo. emDit hjerte fejler vist ikke noget, hørte jeg en stemme konstatere oppe over mig. Det var Arne, der havde siddet og betragtet mig i længere tid. Han tilbød at tage min rygsæk. Lettet takkede jeg ja. Han fik den og forsvandt hurtigt opover. Inden jeg overhovedet havde forsøgt at kravle op fra afsatsen var han tilbage igen og guidede mig op i mit langsommelige tempo. emTag den tid du har brug for. Vi har ikke travlt, beroligede han mig hele tiden.

Grusvejen var en vidunderlig åbenbaring for min hårdt prøvede tilstand. Endelig frelst! Jeg blev budt en øl og en cognac. Den bedste øl jeg har smagt hele mit liv. Vi skulle nu fortsætte et stykke op ad grusvejen og så gå ned igen til lejrpladsen ved Bergdøla. emEn let tur, der overhovedet ikke er anstrengende. Og så skal der koses og fanges fisk! Det var som om jeg havde hørt den melding før, så mine indre alarmklokker kimede advarende. Jeg meddelte kort at jeg havde fået nok af den norske naturs velsignelser og ville gå hjem til min kedsommelige hytte, men jeg ville gerne kvittere for denne tur med at invitere selskabet til en overlevelsestur i Danmark, hvor jeg ville være guide. emDen eneste oppakning I skal medbringe er et kreditkort for det vil blive en 2dages tur i Legoland. Der blev grinet. Våd og elendig, men lettet tog jeg afsked med mine norske venner. Jeg skulle bare følge traktorsporet ind gennem skoven.em Når det hører op, finder du en sti. Så er du hjemme i løbet af en halv time.  En herlig tanke snart at sidde i en varm hytte med et velfortjent glas rødvin. Glad og optimistisk stavrede jeg af sted indover. Det gik opad, men barnemad ved siden af det jeg lige havde været udsat for. Traktorsporet delte sig i to. Det ene gik nedefter. Det andet opover. Jeg valgte at gå op. Efter kort tid var der ikke noget traktorspor mere. Skoven ændrede sig fra høje fyrretræer til tæt vild birkeskov. Der var ikke nogen sti jeg kunne følge, men jeg mente at jeg kunne se en lysning med udsigt. Hvis jeg bare gik derop kunne jeg helt sikkert se hjem.

Der var ingen lysning med udsigt. Lige som jeg have set den forsvandt den når jeg gik imod den. Et slags norsk skovfatamorgana havde spillet mig et puds. Afstande i det norske fjeldlandskab er for en pandekagelandsdansker overvældende. Men i højfjeldet over trægrænsen kan man orientere sig. I den tætte birkeskov mistede jeg orienteringsevnen og fór godt og grundigt vild. Vand havde jeg ikke med. Landskabet bød ikke på andet end mosevand som jeg ikke turde drikke. Træt, konfus og dehydreret gjorde jeg alle de fejl, der i følge Murphys lov er mulige. Havde jeg tænkt mig om, vidste jeg jo at vi var gået op ad elven og derfor burde jeg gå nedefter for at komme hjem til hytten. Men jeg gik konstant opad, for at komme over trægrænsen og få det befriende overblik over landskabet. En tankegang min hjerne var fuldstændig låst fast i. Vende om og finde grusvejen igen turde jeg ikke, da jeg ikke mente at mine kræfter slog til. Jeg fortsatte, for jeg så hele tiden en lysning længere fremme og troede mig frelst, men ligesom skattekisten for enden af regnbuen er uopnåelig, flyttede lysningen sig lokkende opefter. Birketræerne blev mindre, men stod tættere, hvilket gjorde det mere besværligt med rygsæk og fiskestang, fordi grenene på stammen hang nede i gåhøjde. Jeg overvejede at smide rygsækken for at gøre min gang lettere, men vidste instinktivt at det var en dum løsning. Jeg havde mest lyst til at lægge mig ned og sove. Trætheden var overvældende, men jeg var klar over at jeg først ville blive savnet om 2 til 3 dage. Selvopholdelsesdriften var min sidste reserve. Jeg koncentrerede mig kun om at tage det næste skridt og ikke falde. I min tågede tilstand bemærkede jeg en kæmpestor mørk skygge komme gungrende imod mig. Sikkert en elg da jeg havde set masser af elglort. Jeg stod stille. Bange var jeg ikke. Hvordan så stort et dyr kunne bevæge sig så hurtigt i den tætte birkeskov, undrede jeg mig først over bagefter. Lige nu måtte dét ske som skete: Det store mørke dyr drejede bort fra mig og forsvandt. Men et nyt fjernt problem var opstået. Mine ben var fuldstændig dækkede af knot som bed mig til blods. Jeg registrerede det, men havde ikke kræfter til at børste dem væk. Det havde også været omsonst. Sekunder efter ville de igen have mæsket sig i mine bare ben. Lange bukser havde jeg ikke med. Det havde også været lige meget, for rygsækkens indhold var mig uopnåelig. Den eneste tanke jeg havde i hovedet var at tage det næste skridt, ikke falde og ikke lægge mig ned for at sove, for så var jeg færdig. Jeg registrerede knottens bid som en irriterende smerte, der holdt mig vågen.

Troen på at komme ud af denne djævleskov i live var efterhånden forsvindende lille. Jeg gik på de sidste reserver. Hvert eneste skridt var en smertefuld plage. Jeg var færdig! Uden forudanelse befandt jeg mig pludselig på en åben klippeafsats og fik totalt overblik over området. Jeg kunne se ned til Høgsæteren der lå som en klynge miniaturehuse under mig. Jeg var gået alt for højt op. Landekendingen gav mig ny energi. Nu vidste jeg hvilken retning jeg skulle gå i for at komme hjem. Jeg fandt et sted hvor jeg kunne begynde nedstigningen. Et friskt klukkende vandløb var der også på min nedstigningsvej, så jeg kunne få stillet min tørst.  Nedstigningen var pinefuld, men målet i sigte gjorde mig fortrøstningsfuld. Bare ikke falde, Bare ikke falde.

Total smadret, men lettet åbnede jeg lågen ind til min sætertomte. emDet regner observerede jeg. For første gang bemærkede jeg at det var koldt, at jeg frøs og var hudløs i skridtet af mit våde tøj. Ude foran hytten står en bænk. Med stort besvær fik jeg rygsækken af, satte mig med et tungt bump på bænken og troede at nu var det hele overstået.  Kroppen værkede. Jeg kiggede på mit ur og så at klokken var 22. Klokken var 17 da vi splittede op på grusvejen. 5 timer havde jeg tosset rundt alene og bange i den forbandede skov.  Mine muskler begyndte at sitre og gik i kramper. Jeg fik kvalme og brækkede mig uden at have noget at brække mig af. Jeg ville rejse mig for at gå ind i hytten, men kunne ikke. Hele min krop var i oprør. Jeg begyndte at hyperventilere. Elendigheden tog til og panikken fik tag i mig.. emSå tag dig da sammen mand. Nu er du hjemme! Ro på for fanden. RO!

Efter utallige tilløb lykkes det mig at komme på benene igen. Fik åbnet døren til hytten. Prøvede på at få mit våde tøj af, men måtte opgive. Ville ringe til Mette. Fandt min mobiltelefon, fik den med stort besvær tændt, men kunne ikke ramme tasterne. Tabte den og opgav. Fik min jakke krænget af. Mine våde shorts, T-shirt og undertrøje, som klistrede tæt til kroppen, kunne jeg ikke få af.  Fandt min dolk. Med rystende hånd sprættede jeg det ubehagelige klistertøj af. Skulle igen brække mig. Det var som om indvoldene ville ud for jeg havde ikke noget maveindhold at kaste op. Kravlede nøgen i seng. Mine kramper fik sengen til at ryste som om der var jordskælv. Ville rejse mig igen, men kunne ikke. Jeg skulle pisse, men kunne ikke komme op. Paralyseret i elendighed pissede jeg i sengen. Prøvede at koncentrere mig om en knast i en af bjælkerne for at finde ro. Til sidst må jeg være faldet i søvn. En urolig og kaotisk søvn. Vågnede. Begyndte igen at ryste. Så på mit ur og aflæste at klokken var 12 middag. Fik mig kæmpet op at sidde på sengekanten. Mine ben havde fået store væskeansamlinger af knotbiddene og lignede en gang blodig elefantiasis. Fødderne kunne ikke være i noget fodtøj. Jeg fik kæmpet mig op og det lykkedes mig at ramme tastaturet til mobiltelefonen og ringede til Mette. Hun blev helt bestyrtet, for hun havde først regnet med at høre fra mig om 2 dage og jeg snakkede uforståeligt sort. Jeg opfattede at jeg havde vækket hende for det var midnat. Forbindelsen var dårlig og gik ud. Jeg tøffede slæbende ud for at pisse. Fandt en anden seng og gik til køjs igen.

Næste dag vågnede jeg ved 11 tiden. Kæmpede mig op. Tilstanden var lidt bedre, men min fysiske og mentale habitus var kaos. Mit afskårne tøj lå som en hvidskjoldet stivnet ham på gulvet. Min hud var ru af salt. Håret sad som en stram hjelm på kraniet. Min hånd fik fat i små indtørrede grenstumper, der havde filtret sig ind i min stivnede hårpragt. Det sved i skridtet. Nødtørftigt vaskede jeg mig med en klud i koldt vand. Nøgen slæbte jeg mig ud til telefonstenen - en sten uden for hytten hvor forbindelsen er bedst - da jeg kunne se at Mette havde prøvet at ringe flere gange. Ringede hende op og græd, men forsikrede hende at jeg havde det udmærket og ikke behøvede hjælp, så hun skulle ikke være bekymret.  Hun var ikke tilfreds med mine forsikringer og bad mig om at køre til Otta for at opsøge en læge. I hieroglyfsprog prøvede jeg at forklare hende, at jeg var ude af stand til at køre bil, så det bliver først på mandag. Der var ingen grund til bekymring. Jeg var bare mørbanket og træt.
Lørdag og søndag gik med at skrive breve til Mette og venner i Danmark om min dramatiske udflugt til Bergdøla. 30 håndskrevne sider fyldte beretningen. Når jeg havde afsluttet en beretning, begyndte jeg straks på en ny. Ikke i kopi, men direkte udskrift fra hjernen. Jeg skrev mit mareridt ud af kroppen og ned på papiret.

Søndag aften kom mine Bergdølavenner tilbage. Humøret var højt, men sank et par oktantal da de så mig og mine bens voluminøse tilstand. Især Alice og Lena bliver ilde berørt over at de lod mig gå alene hjem.  Jeg affærdigede deres dårlige samvittighed med at det jo var mit eget valg. emDet havde vist været bedre for dig hvis du var gået med ned til lejrpladsen i Bergdøla, konstaterede Jan. Det der undrede mig efter at have set deres koselige afslappende fotos fra lejrpladsen med bål, badeland og masser af fisk, var at vi absolut skulle ud i en overlevelsesmanøvre før turen gik til lejrpladsen? Måske udtryk for en gammeldags arbejdsmoral: Man skal yde før man kan nyde. emDet vil aldrig ske igen forsikrede pigerne og kiggede anklagende på deres forlegne mænd. emTil næste år går vi direkte ned til lejrpladsen for at kose os! Ellers tager vi ikke med!