Verdens bedste land – Jan Jensen

Verdens bedste land

Som dansk statsborger med bopæl i Danmark, vil jeg hermed gerne afsløre min helt store eksistentielle passion for Norge i disse for begge lande så indvandrefjendske tider. I al hemmelighed har jeg gjort Norge til mit andet hjemland uden at ansøge om det. 2 måneder af året har jeg i over 20 år tilbragt i dette vidunderlige land. Selv om jeg hver sommer kan læse i landets aviser, at FN igen har kåret Norge som verdens bedste land at bo i, er min begejstring for landet ikke begrundet i den særlige norske livsstil. Nationaleuforisk dyrkede medierne som sædvanlig denne tildelte verdensmesterskabstitel for fulde vikingesejl, som om det havde været en enestående sportsbegivenhed, det norske folk havde sejret i. Det siger nu mere om nordmændenes naivitet, når de har brug for at spejle sig så opsigtsvækkende i en FN-kåring på nogle tvivlsomme statistiske indicer som verdens bedste land.

Norge er et glimrende stort land at skjule sig i, så offentlige skrivebords-statistikere ikke får indsigt i den folkelige livsudfoldelse. Nordmænd er venlige og meget hjælpsomme. Men at befolkningen stadig stiltiende vil finde sig i det rædsomme formynderi, det norske statsapparat hudfletter den almindelige borgers hverdag med, så dobbeltmoral og småborgerligfimset pænhed bliver et sørgeligt skizofrent træk i folkekarakteren, er udtryk for en særlig umoden naivitet. Bare nordmænd ville lade være med at forstille sig så anstrengte ægte i nationale folkedragt og nøjes med at være naturlige. Grunden til at Norge er blevet mit andet hjemland, er den storslåede og enestående natur, hvor det stadig er muligt at færdes frit og lytte til stilheden, uden at nogen blander sig.

En god ven var for et par år siden blevet sendt til Oslo i embeds medfør. Selv om jeg tit og ofte havde berømmet landet for dets enestående natur, blev Norge aldrig et fristende rejsemål for hende. Hun besvarede altid min begejstring med en svensk vittighed. Førstepræmien i en quizkonkurrence var en uges frit ophold i Norge. 2.præmien var 2 uger. Men nu hvor hun var i landets hovedstad, kunne hun jo lige så godt bruge lejligheden til at tage herlighederne grundigt i øjesyn. Hun tog hurtigruten op langs vestkysten og kørte i lejet bil fra Trondheim, gennem den smukke Gudbrandsdalen, tilbage til Oslo.

Da hun kom hjem ringede hun mig op. ”Jan, du har fuldstændig ret. Det norske landskab er betagende, smukt og dramatisk. Men jeg siger dig, deres madlavning er en katastrofe! Selv en torsk koger de livet af. Det er godt at det norske landskab er så voldsomt og stort, at selv nordmænd ikke kan ændre på det.”

En anden lille historie fra det virkelige liv: Min datter som ikke gider tage til Norge mere, fordi det er så kedeligt, blev engang forbavset i en boghandel i Otta. Dengang var hun 12 år. ”Far har du set en norsk kogebog?” Udbrød hun overrasket. Det kunne jeg nu ikke se noget mærkeligt i. ”Jo Far! Prøv engang at se hvor tyk den er”, gjorde hun mig opmærksom på. Hun havde fuldstændig ret, for der er stort set kun dårligt at skrive hjem om, når det gælder kulinariske oplevelser i Norge.

Hele den norske madvarerindustri er en skandale både pris- og kvalitetsmæssigt. Selv om madmomsen er blevet sænket er priserne stadig uforskammede høje. Udskæringerne af fersk kød er bevidstløs flænset i småstykker med motorsav. En ordentlig stor steg eller en fuldmoden fersk kylling er næsten uopdrivelig. Små 800 grams kyllinger, der lige har pikket hul i æggeskallen, ligger som små kummerlige gnallinger i frysedisken. Det ser nærmest ud som om de veterinære myndigheder ikke har tillid til at nordmænd har forstand nok til at tilberede et ordentligt stort stykke kød. Eller også tilbydes den lille magre pipfugl, der overhovedet ikke nåede at blive konfirmeret og få fjerdragt, sønderrevet i foliebakker, smasket ind i en såkaldt orientalsk marinade, som ”gjør kjøttet mørt og saftigt. Et velsmakende festmåltid – som middag og kvelkos.” Jeg har smagt produktet. Tak for kylling!

På brødhylderne i supermarkederne er der mange slags friskbagt brød. Kneipebrød, sportsbrød, rugbrød og sæterbrød. En norsk bagermester fik stor opmærksomhed i den norske tabloidpresse i sommerens agurketid, fordi han sensationelt havde opfundet et virkningsfuldt sexbrød, som kun måtte købes af personer over 18 år. En revolutionerende hævning af det daglige brøds betydning som et præstationsfremmende elskovs-epo for de udsultede kærlighedshungrende. Gad vide om sexbrød må sælges af bagerjomfruer?

Norske brød har nok mange forskellige navne og former, men smager ens og har samme kedelige gummiagtige konsistens. Jeg har alle de norske savværker mistænkt for at levere deres overskydende savsmuld til brødbagning i Norge.

På en kronik i Fyens Stiftstidende, hvori jeg blandt andet skrev om Norges brødflove tilstand, fik jeg følgende irettesættende bemærkning i et brev skrevet af en nordmand på ferie i Danmark: ”Du glemte vores fladbrød. Det ser ud som pap, men smager ikke lige så godt.”

Når vi derhjemme ikke rigtig gider at lave mad, så hedder det at vi skal have norsk festmenu. Så ved hele familien at det bare er kedelig ædelse.

Jeg har undtagelsesvis fået vidunderlig og velsmagende mad i Norge.. Grillede ulkekoteletter på en restaurant i Arendal på vej op af Vestlandet i sejlbåd. Astronomisk dyrt. Generøs kulinarisk opvartning på Røisheim, Lom i en hel uge som gæst på den norske stats regning. Et internationalt billedkunst-tam-tam-træf i FN-regi med mange fine udenlandske gæster, hvor det var vigtigt at Norge profilerede sig. Men hvor er den norske madkultur tør og blodfattigt, når man tænker på alle de fine råvarer der går rundt i fjeld og skov og svømmer i havet og elvene En lokal specialitet som lubbesild fra Vestlandet – røget og tøret sild – skal baskes hårdt ned i bordet for overhovedet at få suttet lidt salte kødtrevler af. Det er ikke uden grund at Karen Blixen lader historien om Babettes Gæstebud udspille sig i det nordligste af Norge.

Når et spisested reklamerer med en lokal madtradition, er mit råd at køre forbi. Det er altid en dyr -, men sjældent en god oplevelse.

Lidt skal også have ret: I Norge laver man verdens bedste fiskeboller og makrel i tomat på dåse. Fiskebollerne smager, til forskel fra de danske melboller, af fisk og dyreomsorgen i Norge afspejler sig tydeligt i al den plads og tomat de hele makrelfileter i dåserne får at svømme rundt i. Når jeg kommer træt hjem fra en dagsvandring i fjeldet, er det en himmerigsmundfuld at guffe en dåse norske makrelfileter i sig og dertil drikke et glas norsk husholdningssaft.

Norge er et moralske land, der stadig bærer en nøjsomhedskulturens religiøsitet i sig, og offentligt tugter folkesjælen til at forsage al livsnydelse. De menneskelige sanser skal ikke skærpes til udfoldelse af sanselig livsglæde. Nej, de skal tugtes og holdes i ave.

Den national-hygiejniske selvglade spejdermoral, holdes i hævd af statsansatte toldere og farisæere, der i stivsind og angst for tvangfri livsudfoldelse, med statsafgiftens hårde krabask forsøger at tvinge befolkningen til kolde afvaskninger og med dårlig samvittighed drikke letøl i weekenderne. For overhovedet at kunne leve op til endnu en international ”pæn” placering i statistisk skørlevned, de norske sundhedsmyndigheder er så stolte af, og eksempelvis gør Danmark til et dybt alkoholiseret land, er den skinbarlig sandheden den, at nordmænd lever i det skjulte som notoriske hjemmebrændere og spritsmuglere. Som tørstige skabslivsnydere gemmer de sig i ensomt beliggende hytter ved havet og i fjeldet, hvor de i al hemmelighed kan indtage deres illegale ildvand. I over 20 år har jeg årligt rejst rundt i Norge og mødt stor venlighed og gæstfrihed. Men aldrig i noget land er jeg i den bedste mening, når vi var på privat grund og ikke kunne iagttages offentligt, blevet budt på så meget fuselalkohol og udrikkelig hobbyvin, brygget i et badekar. I Norge skal hverken mad eller alkoholiske drikke nydes. Du spiser for at bliv mæt og drikker for at blive sanseløs beruset, så du ikke kan huske at du har drukket. Kun mærke det eftertrykkeligt med både moralske- og fysiske tømmermænd.

De statslige vinmonopol har efterhånden også har fået adgang til de religiøse fylker, der førhen satte moralen højest og ikke tillod den slags giftbutikker at fordærve lokalbefolkningen. Men selv der er der en højere sag at tjene: Turismen.

Almindelig pilsnerøl er den stærkeste form for alkohol, der må sælges i norske almindelige dagligvareforretninger. Igen er der mange forskellige ølmærker, der på dåser og flasker skriver om originale brygningsmetoder og udsøgt smag for kendere. Jeg har prøvet dem alle og kan meget positivt sige at i Norge smager alt originalt øl af vand, tappet fra den samme afgiftstørstige hane. Det norske Vinmonopol er ren og skær tyveri, der gør det umuligt at nyde et ordentligt glas vin i landet. Uhyrlige statsafgifter og avancer levner ikke meget til den vinbonde, der skal producerer et kvalitetsprodukt. Den billigste flaske vin koster 65 kroner. Heraf får vinbonden 6 kroner. I Danmark får man smidt 6 flasker af den slags Baccusfornærmelser i nakken for 100 kroner, hvis man eller er hjernedød nok til at udsætte sit helbred for den slags forgiftninger. Selvfølgelig er der så en idé i at ofre lidt mere på vinindkøbet, da afgiften er den samme på alle vinmærker. Problemet er bare at Vinmonopolets udbud af vin stort set ligger i den samme prisklasse, vel en slags smertegrænse for hvad nordmænd vil ofre på en flaske vin, hvor der betales en enorm afladssum til staten for at få lov til at drikke elendig vin. Norge indtager også en flot 1.plads på en anden international liste. Verdens højeste statsafgift pr. liter ren alkohol: 693 kr. Til sammenligning er den danske på 302 kr. Om den afgiftspolitik begrænser folkets alkoholvaner kan jeg kun sige: Det gør den ikke. Den skjulte civile ulydighed, over for denne skolemesteragtige tvangskapitalisering af en befolknings ”sygelige” trang til unødvendige alkoholiske stimulanser, kan aflæses tydeligt i alle dagligvarerbutikkerne. Der finder man et udsøgt udvalg af spiritusessenser. I de mere raffinerede butikker for jægere og friluftsfolket kan man købe ¾ liters flasker med fine etiketter, hvor en sjat dyr spiritusessens så pauvert skjuler sig på bunden og venter på selskab. Hvad mon meningen er med den forretning?

I samtaler jeg har ført med unge mennesker i Norge, fortæller de, når forældrene ikke er til stede, at de bruger hjemmebrændt som rusmiddel til deres fester. Øl er for dyrt. Vin og spiritus er ikke kun for dyrt men umulig at købe, da aldersgrænsen er 21 år. Man kan selvfølgelig "kose" sig med Solo, men det bliver også derefter. Nordmænd er såmænd også bare mennesker.

Det er på tide at det norske folk får gjort op med de falske symbolværdier. I 1905 hentede Norge den danske prins Carl til landet og udråbte ham som Kong Håkon d. 7. over det nye selvstændige land. Norges samlende nationalsymbol: Flaget er et Dannebrog, hvori afholdsforeningen Blå Kors er stemplet i midten og vejrer som et kollektivt samvittighedstegn over nordmændenes hoveder, når der er fest i landet. Men det blå kors behøver ikke at være et tugtelsens tegn til kysk ærbarhed og streng pålagt afholdenhed. Den blå farve er nemlig ikke fornægtelsens kedsommelige farveløshed. Det er farven på de vidunderlige lyse sommernætter i fjeldet, der vækker glæden ved livet. Vi skal jo ikke helt overse, at den røde farve fylder mest i både det norske og det danske nationalsymbol. Jeg tror og håber på at den kollektive længsel efter en social friere og mere utvungen livsudfoldelse er på vej til at finde sit udtryk i den norske befolkning, så I kan få gjort op med disse kedelige, indflydelsesrige dommedagsprædikanterne og mørkemændene og få dem sat på museum. Det må godt være lidt sjovere at bo i verdens statistiske bedste land beregnet på nogle kedelige, tørre tal.