Vulkanen fra Båring – Jan Jensen

Vulkanen fra Båring

AF: Marianne Koch
Foto: Peter Leth-Larsen
Publiceret 29. april 2010 i 
Fyens Stiftstidende / Fyens Amts Avis

Billedkunstneren Jan Jensen udstiller fra 29. april og hele maj måned på Galleri Nørballe i Strib. Han har atelier i det gamle mejeri i Båring, hvor han bl.a. laver sine organiske træskulpturer af sammenlimet krydsfiner.

Kunstneren Jan Jensen er blevet mere rolig, men rumler endnu.
Det var dengang i 1970’erne og 80’erne, da den ordrige og højtråbende billedkunstner Jan Jensen fra Båring var politisk bevidst og sammen med andre kunstnere gjorde alt for at bringe kunsten ud til folket - og sørge for ordentlige vilkår for kunstnerkollegerne. Medlem af kunstnergrupper som Flash og PRO, medlem af kunstfaglige organer og bestyrelser - og senere også kunstanmelder på Fyens Stiftstidende.

Det var også dengang, Jan Jensens bidrag til Lego-projektet "Homo Futurus" var en 140 cm høj vulkan. Bygget med hjælp fra kunstnerens fire børn af 46.000 Legoklodser.

- Det var sgu dengang, man blev ordentligt betalt for sit arbejde, siger Jan Jensen, mens vi snakker tilbageskuende. Siddende ved det store bord i hans og hustruen Mette Søndergaards mejeribestyrerbolig i Båring med udsigt mod syd over spirende grønne marker, Asperups hvide kirke og motorvejens sus.

Jan Jensen arbejder lige nu på en af sine store træfigur, som bliver skabt af tynde finérplader, limet sammet og slebet indtil det perfekte. Motivet her er det samme som på de mange prikmalerier (ét anes i baggrunden), hvor det også handler om det lille menneske og den store natur.

Under askeskyen
Lige nu og her, april 2010, mens asken fra vulkanen i Island endnu sætter sig spor i luftrummet, er der noget følgerigtigt i at snakke med en billedkunstner, der siden sin tidligste ungdom i Fredericia har haft en vulkan inden i sig. Sådan én, der turde trodse det etablerede for at spy billedkunst og ord ud over fællesskaber, der ikke altid var hverken glade eller enige.

Jan Jensen siger:
- Det var skægt at være anmelder ved avisen. Men hold da kæft, hvor så jeg meget lort. Det skrev jeg naturligvis om, og det gav naturligvis også skrammer. Jeg gik mine egne veje - også som kunstner. Ville bestemme selv. I dag er vulkanen ikke blevet til den rene aske. Men jeg er nok faldet noget ned. Lidt større ydmyghed skader jo heller ikke.

- Som vulkanudbruddet på Island viser os, må vi se at få lært lidt ydmyghed. Hvis ikke vi får alt til at klappe på minuttet, så falder hele vores civilisation fra hinanden, og vi ved ikke, hvad vi skal gøre. Bortset fra englænderne: De sætter flåden ind - for at hente strandede flypassagerer!

- Derfor skal jeg også snart et par måneder op på fjeldet i Norge for at finde ind til mig selv. Deroppe er jeg helt alene. Kun i selskab med den udsigt og den natur, de nordiske guder har velsignet os med, siger Jan Jensen.

Værker i udbrud
Ser man på Jan Jensens kunst, som står og hænger tæt i de store, højloftede stuer i mejeribestyrerboligen, handler værkerne på en eller anden måde om udbrud.

Partikel på partikel i grundfarverne er sat minutiøst sammen til helheder, der både rummer kraft og menneskefigurer, som på en eller anden måde bliver spyet ud i tilfældig orden. Uanset at de prøver at holde hinanden i hånden. Som i billedet "Ragnarok", hvor man på det nærmeste ser durk ned i vulkanens ildsprudlende indre, mens kroppe danser rundt i askeskyerne. Eller som billedet "Hvorfra kommer vi. Hvor skal vi hen" fra 2004.

 - Det har taget mig tre år at lave det billede. Det er jo bitte små prikker, som først er lavet over skabeloner, men efterhånden som jeg får hold på stoffet, tør jeg begynde at prikke intuitivt. Og de menneskeformer, der er i billederne, er jeg også begyndt at lave i mine skulpturer, siger Jan Jensen og peger på en træskulptur, som naturligvis også handler om det lille menneske i lag med den store natur.

Skulpturerne er skabt af tynde finérplader, som er limet lag på lag på lag.

En proces, der lige som de pointilistiske malerier tager tid. Masser af tid.

- Selv om jeg måske er stor i slaget, er jeg også stædig. Det er måske derfor, jeg kan klare at lave ting, der tager så lang tid, siger Jan Jensen selv.

En enkelt kiste
Et besøg i selve mejeribygningen, der i utallige rum rummer Jan Jensens værksted, viser også, at vulkanen Jensen er disciplineret. Selv om privatens udsøgte orden og æstetik langtfra udfolder sig i værkstedets umådelige rodede mangfoldighed, så anes alligevel en slags orden.

Kunstneren ved lige, hvor hver enkelt del ligger. Og den sidste store skulptur er størknet i sin sidste limning, fordi der kom en diskosprolaps i vejen.

Det betyder dog ikke, at den hvide kiste, som også anes i rodet, er til vulkanen selv.

- Det er en bestillingsopgave for en ven. Han vil have den udsmykket. Så kisten her venter på, at jeg maler bunden lys ultramarin, toppen mørk ultramarin - og håndtagene af guld. På kistelåget skal der være en stjernehimmel med et guldkors, siger Jan Jensen.

Han har for resten også selv lavet billedrammer, som ligner noget, man kunne have lavet i skønvirketiden i begyndelsen af 1900-tallet.

Jan Jensen siger:
- Jamen vi står sgu da alle på skuldrene af hinanden. Begynder man at læse historie, som jeg gør meget, så er der jo intet nyt under solen. Ja, når man læser, bliver man ydmyg. Bare på et højere niveau, som Niels Bohr siger. David Faurholts bog om ham er jeg nemlig ved at læse for øjeblikket. Og når jeg kommer til Norge, skal jeg læse hele tiden. Deroppe laver jeg ikke kunst.

Først gang i syv år
Denne torsdag, når Jan Jensens soloudstilling hos Galleri Nørballe i Middelfart åbner, er det syv år siden sidste udstilling. Og denne gang er der lavet serigrafi-tryk af de store prikmalerier.

- Jeg kan jo ikke regne med, at alle har råd til mine store billeder. Derfor har vi fundet på at trykke dem som serigrafier på lærred. Det holder i mange år, siger Jan Jensen.

Vejen tilbage på kunstscenen er altså indledt, selv om det har været svært.

- Kunstscenen har glemt mig og spørger: Laver han stadig kunst? Så det er lidt svært at komme igen. Men jeg har måske også været for højtråbende, lyder det selverkendende fra vulkanen fra Båring.

Gået lidt i sig selv, men slet ikke slukket.